tirsdag den 29. januar 2013

Dynamic yoga med Alice Martucci



Jeg bliver mere og mere glad for yoga. Det er mest hatha yoga, jeg har prøvet, men også vinyasa yoga og dynamic yoga og i tidernes morgen også lidt asthanga yoga samt iyengar yoga.

Dynamic yoga har jeg kun prøvet 2 gange. Én gang med Birgitte Gorm Hansen i København Yoga og nu også med Alice Martucci i Yogacentralen. De har begge givet et rigtigt positivt indtryk af dynamic yoga, som ser ud til at være den slags yoga, som jeg har ekstra brug for lige nu. Forstå mig ret, jeg er også glad for den mere fysisk krævende og udfordrende vinyasa yoga og har ingen planer om at slippe den, men i takt med min body-sds behandling skrider frem og jeg får mere mod på at udforske mig selv lidt mere, er det mere nærliggende for mig at lære dynamic yoga bedre at kende.
 
Begge gange var der fokus på at det ikke skulle gøre ondt. At man ikke skulle presse sig selv ud i stillinger, som krop eller psyke ikke var klar til. Hos Alice var timen ét roligt flow i takt med åndedrættet. Enkle bevægelser og øvelser hvor det sværeste for mig var ikke at forcere åndedrættet. Det skulle være spontant og naturligt, imens min hjerne blev ved med at køre rundt i at jeg skulle trække vejret dybere og længere.. 

Noget andet jeg fandt udfordrende var at slappe af og spænde i de rigtige muskler på de rigtige tidspunkter. Jeg ville f.eks. vældigt godt spænde i ballerne, da vi lå på maven med håndfladerne i gulvet ved siden af brystet og tæerne var i gulvet. Der skulle vi spænde i låret, så det nærmest løftede sig lidt, men UDEN at spænde i ballerne. 

Jeg havde lukkede øjne under næsten hele timen og det var så skønt at komme så langt ned i gear og bevæge sig på en sådan måde, at det var naturligt at lukke øjnene og man ikke havde behov for at se, hvordan sidemanden gjorde eller for at orientere sig i rummet (fordi man nu engang har tendens til hurtigt at blive svimmel..). 

Afspænding var som altid fantastisk. Et tæppe over. Guidet afspænding. Ro i krop og sind. Falde helt hen. Nå at drømme lidt (godt nok om arbejde.. Ved ikke om det er et tegn på afspænding??). Et hurtigt spjæt. Ro på. Langsomt tilbage igen. Være døsig på den rare afslappede måde. Ahh! 

Desværre kunne jeg kun komme til denne time, da jeg havde en ændring i mit mødeskema. Så det er langt fra sikkert, at jeg dukker op igen. Til gengæld er der mange andre timer, jeg har mulighed for at besøge :-)

Yogacentralen om Dynamic yoga:

"Dynamic Yoga guides af åndedrættets frie rytme der vugger kroppen blidt igennem i et indadvendt vinyasa flow. Enkle, fysiske instruktioner inviterer til at åbne, styrke og sanse kroppen og derigennem forløse unødvendig anspændthed. Bevægelser og stillinger komponeres så de opdyrker en dyb sensitivitet overfor kroppens skiftende behov og kapacitet. Ved at føle dig frem i din yogapraksis, får du mulighed for at gå på opdagelse i yogaens dybde hvor end du er."

Ingen kommentarer:

Send en kommentar