Mine lår og mine underarme er ømme... Men det var også en god, hård træning i går. Jeg fik pulsen op, prustede, svedte så mit hår blev vådt i kanten, kæmpede og anstrengte mig.
Jeg var ellers ved at gå lidt kold, da jeg så dagens WOD:
På tid:
- 21 hang power clean
- 42 wall balls
- 15 h.p.c.
- 30 wall balls
- 9 h.p.c.
- wall balls
Jeg havde ikke prøvet hang powerclean før, men wall balls er som tidligere nævnt bestemt ikke min favorit. Og tanken om at lave SÅ mange af dem.. puha!
Men først skulle vi jo lige varme op. Vi var 3 hold og skulle igennem alle 3 stationer som var: Sjippe, ro 400 m, løbe 400 m med medicine ball i hænderne.
Sjipning var ikke sjovt, da mine lægge var trætte efter i tirsdags. Og det var megasvært at løbe med medicine ball, da mine overarme også var trætte. Jeg måtte gå af flere omgange..
Hang power clean valgte jeg at tage med meget lidt vægt for at koncentrere mig om teknikken. Havde den lette vægtstang med først 10 kg, så 12 kg og så tilbage til 10 kg.
Noget med at stå med let bøjede ben og strakt ryg, vægtstangen lige over knæene. Så frem med hoften så eksplosivt som muligt, samtidig med at man hiver stangen op så albuerne er i skulderhøjde. Derefter springe ned under stangen i en lille squat og med vægtstangen som i front squat.
Jeg synes det virker så enkelt, når vi øver en lille del af løftet af gangen, men når jeg skal sætte det hele sammen, så går det i kage for mig. Så synes jeg, jeg glemmer et eller andet. Men det lykkedes åbenbart for mig at lave dette løft fint. Fik i hvert fald ros! :-)
Det gik lidt bedre med wall balls (rød bold - den letteste) denne gang. Ikke at jeg fik bolden over stregen mere end én gang.. Men selve øvelsen gik lidt bedre, da jeg stod lidt tættere på væggen (og dermed ikke skulle række armene UD for at gribe bolden og SÅ trække den ind til mig) og holdte bolden under hagen. Teknik hjælper lidt. Men du godeste, det var hårdt. Også for konditionen. Jeg prustede jo som en hel pruhhest og måtte smide bolden fra mig adskillelige gange.
Det var en rigtig god følelse, jeg havde efter den træning. Aner ikke min tid, men jeg var koncentreret og blev godt udfordret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar