Viser opslag med etiketten økologisk hudpleje. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten økologisk hudpleje. Vis alle opslag

torsdag den 6. februar 2014

Suki


Nogle gange vender man bare tilbage til et hudplejeprodukt, fordi man ved det virker. Andre gange prøver man noget nyt.

Jeg er fan af Suki Exfoliate foaming cleanser, fordi jeg kan mærke forskel på min hud efter bare 1 gang!
Huden er bare med det samme mere blød og ser mere ren ud. Den er lidt grov i konsistensen, så vær forsigtig når du skrubber huden og brug kun lidt til at starte med. Test evt. på hånden først.

I samme omgang købte jeg for første gang Suki Intensive nourishing masque. Det er en maske i form af creme (vi hylder pumpen!), der skal sidde på huden i 15-20 minutter og derefter vaskes af. Igen, jeg kunne mærke forskel med det samme.

Jeg er i øvrigt også vild med deres Lip repair butter. Den er fast i konsistensen, men nem at få på. Jeg er ikke vild med de meget fedtede læbepomader, hvor man føler, man er fedtet rundt om munden bagefter. 
Bonus ved Lip repair butter: Den holder sig på. Man bliver ikke "afhængig" og skal smøre på hver time. 

Det amerikanske mærke Suki er ikke specielt allergivenligt (så læs ingredienslisten nøje, hvis du har tendens til allergi) og der er naturlig duft i mange af produkterne, men til gengæld: 

"Produkterne er meget effektfulde og dybdegående, men samtidigt skånsomme, hvilket gør dem perfekte til alle hudtyper. Den avancerede udvindingsproces af de aktive ingredienser sikrer den høje koncentration af aktivstoffer, hvilket giver en synlig forskel på huden. Produkterne indeholder hverken syntetiske konserveringsmidler, syntetiske farve- eller parfumestoffer." 

Jeg købte Suki hos Pure Shops online butik. De har også en fysisk butik i Grønnegade 36 i Kbh. K, men jeg gider ikke helt tage derind og synes også at ekspedienterne har tendens til at ville sælge dig ting, du ikke ønsker. Dertil virker de ikke så forstående over for, at naturlig og/eller økologisk ikke nødvendigvis er det samme som allergivenligt. De kan have fået udskiftet dem eller fået ny sælgerpolitik. Men jeg nøjes nu med at købe online. :-)

søndag den 26. januar 2014

Tørre pletter

Frost. Blæst.

Resultat: Tørre pletter på kinderne.

Altså ikke som i almindelig tør hud. Men rigtigt tørre pletter. Som næsten føles helt ru.
Det er ikke nok med Melissa Ansigts- og kropsolie. Jeg har kun prøvet min nye Pai Rosehip bioregenerate oil et par dage, så kan ikke vurdere om den er god nok endnu. 

Spurgte netværket på Fb efter et produkt uden syntetisk parfume og helst uden duft/så neutral duft som muligt. Fik følgende anbefalinger:

- Danatekt
- Repair
- Weleda Candelula weather protection
- Locobase 

Faktisk har jeg allerede Danatekt cremen (som er Svanemærket), men har brugt den som håndcreme. Der er dog ikke noget i vejen for at bruge den i ansigtet. :-)


Hvad kan I anbefale? 

torsdag den 2. januar 2014

Pai


Var så heldig at få denne Pai avocado & jojoba hydrating day cream af en veninde. Har ikke selv prøvet mærket Pai før, men har læst godt om det og du kan også læse lidt om Pai her og her.

Min interesse blev især vakt fordi:

"All of our products are formulated with sensitive and allergy-prone skin in mind.
We carefully select ingredients with proven remedial and skin soothing properties and keep our products free from irritating chemicals and alcohol."


Desuden er de Soil Association certificeret (ligesom The Organic Pharmacy), hvilket betyder mindst 70 % økologi. 

Jeg er spændt på at prøve dagcremen og vil også på et tidspunkt investere i bl.a. deres rose hip bioregenerate oil .

torsdag den 15. august 2013

Decubal hudpleje


På tide at prøve noget nyt hudpleje, som ikke koster en bondegård. Valget faldt på Decubal Ecological, hvor jeg tidligere har prøvet deres håndcreme (god) og bodylotion (ok).
Decubal Ecological er svanemærket og Ecocert mærket. 

Denne gang blev det til Cleansing milk og Day cream. Jeg har indtil videre kun prøvet rensemælken og den er udemærket til prisen - her koster den 99 kr. Den tørrer ikke huden ud, men huden er heller ikke silkeblød bagefter. Den er med pumpe, hvilket trækker op og selvom den kun er 20,5 % økologisk, så er det bedre end ingenting. 

lørdag den 16. februar 2013

Glad ansigtshud

2 gange om ugen foregår følgende ritual:

- rense huden (Organic Pharmacy Rose & Chamomile cleansing milk)
- skrubbe huden (Suki exfoliating foaming cleanser)
- fugte huden (Tromborg multi vitamin facial mask)
- serum (Organic Pharmacy antioxidant face firming serum + antioxidant face gel)
- creme (Weleda almond soothing facial cream)

Foto lånt af: Ocado


Er det frostvejr, kommer jeg et par dråber Estelle & Thild facial oil fragrance free) under dagcremen.

Foto lånt af: Estelle & Thild


Min hud bliver simpelthen så glad bagefter :-)


Hvordan er jeres plej-huden-ritualer?


Jeg kunne godt tænke mig at skifte Suki ud med et mildere skrubbeprodukt senere. Ved dog ikke helt hvad det skal være endnu. Men det skal være helt uden duft hvis muligt og uden æteriske olier eller de 26 særligt allergene parfumestoffer.
Som erstatning for Organic Pharmacy rensemælken har jeg Estelle & Thild cleansing milk fragrance free klar.

Foto lånt af: Estelle & Thild


Skal også finde noget serum uden duft, hvis det kan lade sig gøre.

mandag den 11. februar 2013

Min nye vinterven


På tilbud i Matas til 134,40 kr. Jeg har godt nok en olie fra Suki, men den har et åndssvagt pumpesystem og den er fedtet og langsom om at trænge ind i huden. Derfor købte jeg denne Melissa ansigts- og kropsolie forleden dag. Den er uparfumeret og uden æteriske olier.

Man skal trykke lidt forsigtigt på pumpen, da den giver meget. Men den er nem at smøre på og trænger forholdsvist hurtigt ind. Min tørre hud kan rigtigt godt lide olie her om vinteren :-) Den bliver fugtet og dejlig blød. 

lørdag den 26. januar 2013

Et smut forbi Green Skin

Det er nu meget rart at få gavekort til f.eks. Green Skin. Så kan man jo lige smutte forbi deres butik på Gl. Kongevej og et overskueligt tilskud fra egen pung erhverve sig:

Estelle & Thild Facial oil



Estelle & Thild Cleansing milk



Tromborg Multi vitamin facial mask



Jeg har et par måneder luret på ansigtsolien, da den trænger hurtigt ind i huden, er helt uden duft (også uden æteriske olier) og ikke fedter. Egentlig har jeg ikke brug for en rensemælk, da jeg stadig har en fra Organic Pharmacy, men nu var der 10 % rabat og så er den også helt uden duft. Estelle & Thild har nemlig en linje der hedder Fragrance Free, som er velegnet til sensitiv hud og jer der bare foretrækker produkter uden æteriske olier og naturlig duft.

Tromborgs maske vender jeg hele tiden tilbage til. Den er ikke helt duftfri, men den skal kun sidde 2-3 minutter og den er nem at lægge på og tage af igen og huden bliver så klar og frisk bagefter.

søndag den 6. januar 2013

Naturlig parfume.. er det nu godt?

Inspireret af dette indlæg hos Pudderdåserne vil jeg fremover være mere opmærksom på at tjekke for de 26 særligt allergene parfumestoffer. Det kan godt være, jeg lige skal se nærmere på mit forrige indlæg og hvad de produkter/serier indeholder af parfumestoffer.

Astma-allergiforbundet anbefaler disse 4 råd, hvis man vil undgå allergi:


"4 hurtige huskeråd

Tjek altid varedeklarationen for unødige stoffer før du køber produkter til dig selv eller dit barn.
Det her kan du kigge efter:
  1. Undgå parfume. Kig på varedeklarationen, og hvis du støder på ordene parfume, fragrance eller aroma, så vælg produktet fra.
  2. Undgå farvestoffer. Støder du på bogstaverne CI + nogle tal (CI står for Colour Index), så lad produktet stå.
  3. Undgå Benzylalkohol, der er et særlig allergifremkaldende parfumestof. Nogle producenter bruger det dog også som konservering og skriver derfor, at produktet er parfumefrit. Det er forkert.
  4. Undgå de 26 stoffer, der findes på EU's liste som værende særlig allergifremkaldende, og som er deklarationspligtige. Nogle af dem har citruslignende navne som citronellol, citral og limonene."

Jeg undgår allerede parfume (også den naturlige) i ansigtscreme, men burde nok også undgå den i alle andre produkter. Syntetiske farvestoffer går jeg udenom. Men ved ikke lige med de naturlige farvestoffer.

Åh ja, det skal da ikke være helt nemt.

Min Origins Clear Improvement mask (som jeg fandt i gemmerne i min jagt efter en rensemaske) går fri for de allergene parfumestoffer. Det gør ligeledes min Zinobel Organic Boost dagcreme.





Matas Natur er Astma-allergimærket og går derfor automatisk fri. Jeg er lidt luren ved Organic Pharmacy og Suki produkterne... Dem må I høre om i et andet indlæg..

Øko hudpleje jeg godt kunne tænke mig at teste

Ja. Det er en langsommelig og halvdyr proces. Men nogen skal jo gøre det.. :-)


En dag vil jeg godt teste følgende hudplejeprodukter/serier:

Estellue & Thild - deres fragrance free-serie

Geoskincare

Flere produkter fra Zinobel - Organic Boost (deres ansigtscreme uden duft er ret god)

Qua Organic

Flere produkter fra Green People - deres neutral-serie

Purely Professional

Flere produkter fra REN

søndag den 30. december 2012

Dårlig læbepomade


På flyet til Gran Canaria mistede jeg desværre min super gode Suki Lip repair butter. Den er fast i konsistensen, men nem at smøre på. Den fedter ikke og den er effektiv, dvs. man behøver ikke smøre på hver time. Jeg er blevet ret vild med den.



Jeg er nødt til at have en læbepomade, derfor måtte jeg kaste mig over den første den bedste, jeg spottede i hotellets lille supermarked:

Der skulle være solfaktor i. Det er det positive. Ellers er jeg sørme ikke begejstret. Den er fedtet, den farver læberne og så gjorde den nærmest læberne tørre. Nøj, det var irriterende. 

Herhjemme igen overlever jeg med Balm balm lip balm, indtil jeg får købt en ny Suki lip repair butter.


søndag den 18. november 2012

Hurtig guide til økologisk hudpleje

Når du skal vælge hud- og hårplejeprodukter, så spørg gerne dig selv, hvad der er vigtigst for lige netop dig.

Er det prisen?
Skal det mest bare være effektivt?
Betyder indpakning og lækkerhed meget?
Skal det være økologisk?
Hvad med allergi?
Skal det være miljøvenligt?

Hvis det er en af de 3 første, så behøver du ikke nødvendigvis læse videre :-)

Dernæst er det en god idé at have styr på din hudtype og vælge dine produkter derefter. Læg mærke til at huden godt kan ændre sig og få nye behov, som årstiderne skifter. Er du i tvivl om din hudtype, så besøg evt. en kosmetolog.
En meget løs guide: din hud er tør, hvis den har tendens til at stramme efter vask; den er fedtet hvis den glinser og har store porer; og den er sart, hvis den har tendens til at blive rødlig og slå ud.

Sidst, men ikke mindst er vi alle forskellige og hvad der føles alt for fedtet for den ene, vil være lige tilpas for den anden. Nogle foretrækker lidt duft, andre vil helst ikke have duft. Man er ofte nødt til at prøve sig lidt frem, selvom andres anbefalinger også kan være anvendelige :-)

I dette indlæg vil jeg koncentrere mig om økologisk hudpleje. Senere indlæg vil omhandle allergivenlige hudplejeprodukter.


Økologisk hudpleje:

Der er mange serier og produkter, der påstår at de er økologiske, men som ikke nødvendigvis er det.
Hvis du vil være sikker på at få mest muligt økologi i din hudpleje, så se efter den britiske certificering Soil Association. Vær dog meget opmærksom på, at økologisk ikke nødvendigvis betyder allergivenlig!

Soil Association går for at være den skrappeste certificering og garanterer mindst 70 % økologi.

Der er 2 typer S.A. certificeringer:
- Mindst 95 % økologi: Her må man bruge ordet Organic i produktnavnet.
F.eks. Essential Care Organic Citrus Fruit Tonic.



- 70-95 % økologi: Her må man ikke bruge ordet Organic i produktnavnet og skal desuden skrive, hvor mange procent økologi, der er i produktet.
F.eks. Green People Neutral 24 hour Cream. Her står der at der er 89 % økologisk.



Mærker der er Soil Association certificeret er bl.a. The Organic PharmacyBalm Balm.


Andre certificeringer er det franske Ecocert, som er meget anvendt. Vælger man produkter med Ecocert, får man som bonus hudpleje, der ikke indeholder:


"GMO, parabens, phenoxyethanol, nanoparticles, silicon, PEG, synthetic perfumes and dyes, animal-derived ingredients (unless naturally produced by them: milk, honey, etc.)."

Her kan man ligeledes finde 2 slags inddelinger, hvor det for begge gælder, at mindst 95 % af alle ingredienser skal være af naturlig oprindelse.
- Organic Cosmetic: Mindst 10 % af alle ingredienser og mindst 95 % af alle plantebaserede ingredienser skal være økologisk.
F.eks. Derma og Estelle & Thild.



- Natural Cosmetic: Mindst 5 % af alle ingredienser og mindst 50 % af alle plantebaserede ingredienser skal være økologiske.
Her ville jeg gerne kunne komme med et eksempel, men jeg kunne ikke lige finde noget.

Mærker der er certificeret Ecocert er bl.a. Mádara, Rudolph Care (jeg kan ikke linke til deres hjemmeside, så her får I i stedet et link til en Pudderdåse-anmeldelse. Til jer der ikke ved det, er Pudderdåserne meget populære inden for skønhed/hud- og hårplejeuniverset) og Balance Me.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har tjekket alle de mærker, jeg linker til. F.eks. har jeg bare læst mange steder, at The Organic Pharmacy er Soil Association certificeret. Men jeg mangler at tjekke, hvorvidt de har den skrappeste certificering eller den anden. Da deres produkter sjældent indeholder ordet Organic i produktnavnet, vil jeg dog gå ud fra, at det er den der garanterer 70 % økologi.

Min næste opgave er så at tjekke de forskellige produkter, hvor mange % økologi der er i. Der står ikke noget på mine nyindkøbte Rose and chamomille cleansing milk eller Antioxidant face gel. Men ok, det kan have stået på æsken, som jeg selvfølgelig har smidt ud.

Går man efter produkter uden parabener eller phenoxyethanol, så kan jeg anbefale at se forbi Pure Shop. Her sælges kun "økologiske, plantebaserede" produkter (så kan man spørge sig selv om, hvilke økologisk standard de går efter) uden "syntetiske eller miljøskadelige stoffer og uden stoffer, som EU mistænker for at være hormonforstyrrende. Produkterne har heller ikke indholdsstoffer fra dyr og indeholder ingen syntetiske konserverings,- farve- eller parfumestoffer."
I Pure Shop vil du finde serier og produkter uden certificering, men du kan være sikker på, at de ikke indeholder noget af ovenstående. Du kan bl.a. finde mærker som The Organic Pharmacy, John Masters Organic, Suki, Logona, Weleda og Karmameju.

Håber I kunne bruge denne lille guide til noget. Har I spørgsmål, så hold jer endelig ikke tilbage :-)


Hvad går du efter, når du skal købe hud- og hårprodukter?




lørdag den 10. november 2012

Tilbud på Organic Pharmacy i Magasin




Hvis man får lavet sig et - GRATIS - Goodie Card i Magasin, kan man i dag og i morgen få 20 % rabat på bl.a. Organic Pharmacy-produkter.

Det eksklusive britiske mærke Organic Pharmacy, der er certificeret Soil Association, er ellers stort set aldrig at finde på tilbud nogen steder, så da jeg så at der var 20 % rabat, skyndte jeg mig ind i Magasin.

Her investerede jeg i 2 nye produkter, nemlig Antioxidant face gel (595 kr uden rabat, 476 kr med rabat) og Rose & chamomile cleansing milk (350 kr uden rabat, 280 kr med rabat).

Organic Pharmacy er et mærke uden syntetiske farvestoffer, syntetisk parfume, parabener, mineralske olier, hormonforstyrrende stoffer (der er på EUs liste) m.m. Soil Association garanterer mindst 95 % økologi, hvilket er usædvanligt meget i en verden, hvor mange bruger EcoCert, der kun garanterer 10 % økologi, noget der i mine øjne knap nok gør produktet økologisk.

Til gengæld bør man vide, at der er naturlig parfume/aroma/fragrance i rigtigt mange af Organic Pharmacys produkter, så har man tendens til sart hud eller vil man blot undgå al duft, så vær ekstra opmærksom. Og ja, det er et dyrt mærke. Også med rabat.




fredag den 26. oktober 2012

Økologisk supermarked




Hos Økologisk Supermarked købte jeg forleden mandler, engelsk lakrids (til en opskrift i Slip slikket-bogen), stødt muskat og Balm Balm.

Balmen er helt uden duft, 100 % økologisk og certificeret af Soil Association.

Der er over 9000 forskellige varer, hvoraf en del står i deres discount-afdeling. Fragt er 39 kr, medmindre man køber for over 699. Så er fragten gratis.

Jeg havde også bestilt andre varer, men de var ikke på lager og blev naturligvis ikke trukket fra betalingskortet.

Tror sagtens, jeg kunne finde på at bestille hos dem igen en anden gang.

tirsdag den 23. oktober 2012

My favourite things

På Jægersborggade - hvor der også ligger Ro Chokolade - er en fin lille butik ved navn My Favourite Things. Her opdagede jeg til min huds glæde (og min økonomis skræk) at man bl.a. kunne købe det amerikanske hudplejemærke Suki

Da jeg mere eller mindre har besluttet at mine ansigtscremer fremover skal være helt parfumefri, dvs. også uden æteriske olier/duft/naturlig aroma etc., er Sukis cremer ikke en mulighed. Derimod kan jeg anbefale og vil også senere geninvestere i deres Exfoliate foaming cleanser.

Dels skal den kun sidde på huden i kort tid.
Dels exfolierer den blidt.
Dels bliver huden seriøst blød og lækker. 

Jeg mener den koster 249 kr. hos My Favourite Things.
Man kan også købe andre hudplejemærker, tøj m.m. Lille, men fint udvalg.

lørdag den 29. september 2012

Zinobel dagcreme uden duft

Efter anbefaling fra Kemifri valgte jeg at købe Zinobel Organic Boost Day no. 1 naturel.

Den er lidt "grumset" i farven, men det er jo ligemeget. Er nem at smøre på, trænger hurtigt ind i huden og føles ikke fedtet bagefter. Så langt så godt. Dufter lidt sjovt uden det er for meget og man vænner sig hurtigt til det.

Det gode er fornemmelsen. Den føles bare anderledes end f.eks. Matas Natur. Det burde den også, da den koster 300 kr i Helsehuset på Gl. Kongevej... Den føles bedre. Mere kvalitet. Blødere hud.

Naturel-udgaven er helt uden duft, hvilket var det jeg ledte efter. Derudover er Zinobels serie uden alt muligt snask, såsom syntetisk farvestof, parabener, mineralske olier etc.

Jeg kunne sagtens finde på at prøve flere af deres produkter senere, når økonomien tillader det.


lørdag den 22. september 2012

Hurtig miniguide til ansigtscremer til tør hud helt uden parfume

Min hud synes at blive mere og mere sart. Jeg har hidtil kunne tåle "naturlig" parfume i ansigtet, og har været glad for Organic Pharmacys Double Rose Rejuvenating Face Cream. Dog er jeg på udkig efter en ligeså god ansigtscreme, men helt uden duft/aroma/fragrance/æstetiske olier, som der er i førnævnte creme. Gider seriøst ikke have udslæt/eksem i ansigtet, hvis jeg kan undgå det. Så er det sagt :-)

Da produktet samtidig meget gerne må være uden syntetiske farvestoffer og parabener - som minimum - er listen ikke så lang.
Listen er dog langt fra færdig og er kun et hurtigt kig til nogle af de produkter, man kan købe i danske butikker eller netbutikker uden man bliver helt ruineret.

Derma 24h creme:
- Svanemærket
- Astma-Allergimærket
- uden parfume, farvestoffer eller parabener
- til tør hud

Decubal Ecological Face Cream:
- Ecocert
- Svanemærket
- uden parfume, farvestoffer eller parabener

Neutral Face Cream:
- Svanemærket
- Astma-Allergimærket
- uden parfume, farvestoffer eller parabener
- til sensitiv hud

Apotekets Ansigtscreme:
- Svanemærket
- uden parfume eller parabener
- alle hudtyper

Matas Natur 24h ansigtscreme:
- Svanemærket
- Astma-Allergimærket
- uden parfume, farvestoffer eller parabener

Green People Neutral 24h cream:
- 89 % økologisk
- uden parfume/æstetiske olier eller parabener
- til følsom hud (velegnet til eksem og psoriasis)

Weleda Almond Soothing Facial Cream:
- uden parfume/æstetiske olier, farvestoffer eller parabener
- få ingredienser
- til sart hud

Estelle & Thild Face Cream Fragrance Free:
- uden parfume/æstetiske olier
- Ecocert
- til sart hud


Selv har jeg kun prøvet Matas Natur, som er ok, men nok ikke er helt god nok, når det bliver koldere i vejret. Mht. Derma har jeg kun prøvet deres håndcreme, som føles lidt "stearinlys"-agtig, men det behøver ikke være tilfældet med deres ansigtscreme.

Sig endelig til, hvis I har andre bud til oplagte kandidater til listen!

onsdag den 19. september 2012

Anbefaling af blog

På denne blog Missfirelake kan man både læse om kost, sundhed, skønhedspleje uden alt muligt i og få opskrifter.
Jeg er især interesseret i hendes tips til hår- og hudplejeprodukter uden parabener, parfume etc., da jeg altid kan blive inspireret og opdage nye effektive - og måske billigere - produkter.

søndag den 16. september 2012

Matas Natur

Min lille samling af Matas Natur:

Ansigtscremen og Body butter er nye. De er forholdsvis fede i konsistensen, men trænger hurtigt ind i huden. Cremen er med pumpe - og vi kan jo godt lide pumper. Også på vaskegele :-)
Alle produkter koster under 100 kr, er svanemærket og astma-allergimærket.


lørdag den 8. september 2012

Tilbud på Matas Natur

Fra i morgen - de butikker der har søndagsåbent - er der tilbud på Matas Natur ansigtspleje.
Jeg kunne sagtens forestille mig at prøve deres 24 hour ansigtscreme til 59,95 kr. Egentligt plejer jeg at prioritere ansigtscreme højt og købe noget bedre, men det er nødvendigt at prioritere anderledes for tiden.

Jeg kan i øvrigt anbefale deres ansigtspeeling og deres vaskegele. Gode produkter til prisen.

Serien er svanemærket og har astma-allergi mærket.

søndag den 20. maj 2012

Vaskegele til få penge

Ansigtsrens er ikke det jeg prioriterer højest økonomisk for tiden. Heldigvis kan man sagtens finde billige produkter uden syntetisk parfume, parabener etc.



F.eks. Matas natur vaskegele.
200 ml koster 70 kr.
Det har svanemærket og astma-allergimærket. Derudover er det uden parfume, farvestoffer og parabener.