Viser opslag med etiketten behandling. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten behandling. Vis alle opslag

torsdag den 16. januar 2014

Abhyanga behandling onsdag 15/1-14 hos Gaya Cph

Til min store glæde fik jeg til min fødselsdag et gavekort til 1,5 times abhyanga behandling hos Gaya Cph på Østerbro.  

Nu tænker du måske: "Hvad i alverden er abhyanga?

Abhyanga er en traditionel ayurvedisk fuldkrops oliemassage og efter at have været der kan jeg tilføje: En meget afstressende, rar, afslappende, rolig og skøn behandling. 

Nåh, men hvad er så det der ayurveda for noget

Hos Yogaudstyr.dk står der:

"Det 5000 år gamle holistiske sundhedssystem Ayurveda (udtales a-ju-ve-da), der betyder visdommen om et langt og lykkeligt liv, går smukt hånd i hånd med hele yoga filosofien. Ayurveda arbejder bl.a. med retningslinjer for kost, adfærd, sanser, ideelle daglige eller sæsonbetonede rutiner. Ved at tage højde for det enkelte menneskes karaktertræk søger Ayurveda at fremme en afbalanceret og dynamisk integration mellem miljø, krop, sind og ånd. 

I ayurveda forstås mennesket bl.a. ud fra 3 fundamentale energier (de 3 doshaer): Bevægelse, transformation og struktur. På sanskrit kaldet Vata (vind), pitta (ild) og kapha (jord). Sammensætningen af disse tre doshaer har stor betydning for det enkelte individs natur og karakteristika. De 3 doshaer kan hver især være i enten balance eller i ubalance. Alle mennesker rummer alle tre doshaer, men en vil som oftest være dominerende."

Hvordan foregår en abhyanga behandling hos Gaya?

Man starter med en samtale. Jeg har en dejlig mand, en god bolig, et job jeg er glad for og laver ting, jeg kan lide. Men jeg går og bakser lidt med nogle psykiske ting. 
Kodeord: Skyld, pligt, ansvar, prioriteringer, at stå ved sig selv, at kunne sige nej, overskridelse af grænser, usikkerhed, konfliktsky, formidling af uenighed...

Efter samtalen går man ind i behandlerlokalet, hvor man får tid alene til at afklæde sig så meget, som man er tryg ved. Optimalt det hele, men jeg beholdte dog trusser på. Man ligger på maven på en briks med et opvarmet lagen (aaah!) med et lagen over sig. Selve den fysiske behandling er blid massage med varme olier en kropsdel af gangen. Den blide tilgang gør, at kroppen slapper heeeelt af. Sådan helt af dybt inde. Det var virkeligt virkeligt dejligt! 

Kathinka spurgte lidt ind til mit job (svar: pædagog i vuggestue hvor der i perioder er travlhed og hvor jeg i perioder er træt), og vurderede at jeg var træt som grundtone (hvis jeg husker korrekt). Denne træthed passede til den dosha, der hedder Vata. Så er man ofte kuldskær og har mere brug for søvn. Hun anbefalede at jeg klædte mig varmt på (altid huske ekstra tøj), havde mere fokus på varme drikke og varm mad samt måske fik mere søvn. For man bliver træt af at fryse. 

Til det med at være konfliktsky og have svært ved at sige nej, når nogen overskrider mine grænser, sagde hun at det tit kunne være ret overvældende. At jeg kunne overveje at starte et lettere sted for så ville jeg opdage, at det ofte spredte sig som ringe i vandet til andre områder. 
Mere konkret kunne jeg starte med min relation til mig selv. Til min krop. Lære at lytte til kroppens signaler og respektere dem. Sige nej, når det blev ubehageligt eller smertefuldt. Passe på den. 
Og så senere se på min relation til andre mennesker.

Jeg kunne også prøve at stille mig selv "det svære spørgsmål" (et spørgsmål der ofte kræver meget tankemylder efterfølgende) lige inden en yogatime for derefter at give helt slip på det. Øve mig i at give slip, når jeg laver yoga. Også selv om jeg har strejfet noget svært lige inden. 

Efter behandling ligger man et stykke tid, før hun kommer ind med vand og te. Da jeg satte mig op, var jeg helt afslappet og let i hele kroppen men med en stor insisterende hovedpine (nok noget udrensning af en art). Det er en god idé ikke at have en masse sociale aftaler eller lignende efter behandling og man må gerne beholde olien på kroppen så længe man kan.

Olien i håret kan vaskes ud lige efter ved at putte shampoo i håret og derefter tilføje vand lidt efter lidt.

OG HUSK AT DRIKKE MASSER AF VAND.

Min behandler var empatisk, omsorgsfuld og forstående på en ikke-påtrængende måde. Hun sagde sikkert andre kloge ting, som jeg ikke kan huske nu :-)

En 1,5 times abhyanga behandling som den jeg fik, koster 750 kr. Det er pengene værd.
Er det lige i overkanten økonomisk, kan man f.eks. prøve en Ayur - Sneak peek på en halv time til 250 kr. 

onsdag den 15. januar 2014

20 klip til Københavns Yoga

På Østerbro ligger Københavns Yoga. Jeg har netop købt 20 klip dertil via Spot, hvor der var over 50 % rabat. Når vi snakker yoga, er det pludselig helt humane priser. Jeg gav 690 kr. for de 20 klip og normalprisen er altså 1700 kr.

I lørdags var jeg til dynamisk hatha hos Jørn. I dag var jeg til dynamic yoga hos Birgitte. På søndag skal jeg for første gang prøve mediyoga, som er 

"en terapeutisk form af Kundaliniyoga, som har sine rødder i det nordlige Indien og Tibet. MediYoga indeholder blide øvelser (asanas) tilpasset den enkelte deltager, åndedræts- og koncentrations teknikker, dybdeafspænding samt meditation. MediYoga er en blid og samtidig dynamisk yoga form"

I Københavns Yoga holder også Gaya til. Det er Kathinka Søndergaard, som tilbyder ayurvediske behandlinger:

"Ayurveda betyder livsvidenskab og er Indiens 5000 år gamle traditionelle medicin. Ayurveda er en videnskaben der lærer os selvomsorg og ansvar for eget helbrede gennem bevidsthed om adfærd og rutiner i vores liv. Ayurveda er en livsstil baseret både på videnskab, filosofi og spiritualitet."

Jeg var så heldig at modtage et gavekort til en 1,5 time lang oliemassage kaldet abhyanga af mine veninder og skal derind i eftermiddag. Jeg er meget spændt!

Københavns Yoga flytter senere i foråret i nye lokaler, hvor der er 2 yogasale (tæt på nuværende adresse). Jeg håber inderligt, at de bibeholder max grænsen på 15 elever - også selvom der er mere plads. Med 15 yogafolk er det bare mere intimt og der er plads til mere personlig instruktion. 
I den nuværende yogasal er der lige akkurat plads til 15. Vi ligger meget tæt og det er alt for tæt i forhold til min privatsfære. Men sådan er vi jo så forskellige :-) 

torsdag den 9. januar 2014

Body-sds hos Camilla Frydenlund

Jeg tog derfra med en rar og let fornemmelse i kroppen. Jeg sov utroligt godt i natten til onsdag. I går var jeg - som advaret - let øm i kroppen, men jeg havde stadig denne lette fornemmelse.

Det er første gang, jeg prøver en kvindelig body-sds behandler. Det er ikke fordi, at kvinder nødvendigvis er anderledes end mænd, når det kommer til behandling (eller andre ting). Men lige i Camillas tilfælde mødte jeg en mere blid tilgang til behandlingen, som vi fandt ud af at jeg nok mere havde brug for.

Camilla mente f.eks. at hos lige mig, var "gå ind i smerten" ikke hensigtsmæssigt, da jeg spændte op. I stedet skulle jeg sige STOP, når det blev ubehageligt. Altså før det blev til smerte. Det gjorde ikke noget, hvis jeg sagde stop 30 gange, sagde hun. Bare det at vide, at jeg kunne sige stop og det ville blive respekteret, gjorde at jeg slappede mere af. 
Dog synes jeg stadig det var lidt svært at sige stop i starten. Mit hovede synes stadig at jeg skulle "bide det i mig" eller "ikke være så pivet" eller "no pain, no gain". Men som hun sagde, så skulle jeg prøve at lytte til min krop og ikke til hvad mit hovede synes jeg skulle. Eller hvad andres hoveder synes jeg skulle.

Vi snakkede lidt om crossfit og at jeg havde haft svært ved at respektere min krops signaler. Hun spurgte om det var generelt, at jeg havde svært ved at sige stop, når det blev ubehageligt (og måske også når det blev til smerte). Det måtte jeg sige ja til.. 

Hun knækkede min nakke og min højre skulder på plads og derudover var det bare en noget mere behagelig oplevelse rent kropsligt at være på briksen hos Camilla end de 2 andre behandlere jeg har været hos. Og der skete stadig noget i kroppen. Den snurrede og jeg begynte at blive kold for lidt senere at få varmen. Da jeg lå på maven, blev min næse stoppet. "Det er affaldsstofferne, der irriterer dine slimhinder." 

Jeg synes det var en god behandling og hun virkede sød og kompetent. Tænker at jeg ser forbi hende ca. hver 3 måned til tjek og ellers hvis det er noget akut. 

Hun holder til i Teglgårdsstræde 4f, 3.tv i indre by og tager 650 kr for 1 time.


Har du prøvet body-sds og hvad synes du?

søndag den 31. marts 2013

Skal vi til det igen?

Jer der har haft/har skader kender det måske:

Man får en skade.
Man bliver meget frustreret.
Man finder ud af hvordan man bliver fri for skaden (nogle gange tager det meget tid .. og penge).
Det går bedre.
Man bliver glad.
Så begynder skaden at dukke lidt op igen.
Man bliver frustreret.
Men man ved jo godt, hvad der skal til for at blive skaden kvit. Det man gjorde sidste gang.
Man forbereder sig mentalt på at skrue ned for træning og gå i gang med behandling (det var det der virkede for mig sidste gang - andet virker for andre afhængig af skadeshistorik, træningsform og alt muligt andet)

Strategi:
- skrue op for body-sds behandling igen (er nede på behandling hver 6. uge. I starten var det hver 2. uge)
- skrue ned for træning (har ikke været på styrkehold siden 17/3) - måske helt holde pause i et par uger

torsdag den 14. marts 2013

Hvordan prioriterer du?

Hvordan reagerer du på følgende citat:

'Coaching? No money..' 'Eating right? Expensive!' 

People = bitches. 

From 16 YO I've been traveling to train with experts:Capoeira masters in Brazil, seminars by Charles Poliquin in the US, Equilibre training in France , gymnastics, yoga, climbing, boxing, ballet, Gaga, MA and more. 

I always hire the best to teach me. The best.

How can I afford it?

I use my money for self improvement. I never bought expensive clothes, spent a dime on partying or drinking.

Make a choice.



Citatet er fra Ido Portal og jeg føler mig da lidt ramt.

Når jeg ser, hvad Body-sds behandlinger koster (815 kr. inde i Body-sds i Parken) eller hvad en Dynamic yoga workshop med dynamic yoga-manden Godfrey Devereau koster (1500 kr. for 3 timer fredag, 6 timer lørdag og 6 timer søndag) eller hvad 1200-holdet med Anna Bogdanova koster (16 uger med "den store pakke" = 17950 kr.), så får jeg et sus i maven og tænker straks "Uha, det er godt nok mange penge! Det har jeg da ikke råd til" eller "Så meget vil jeg bestemt ikke give." eller "Så vil jeg hellere bruge pengen på bla-bla-bla..".

Hvilket jo er fair nok. Men jeg bruger glad 36 kr. på en kage fra Taste og så lige 20 kr for 2 muffins i Føtex en anden dag og en rulle Pringle chips senere. Det løber op.
Og selvom jeg sjældent drikker alkohol og aldrig bliver fuld mere, så sker det at jeg bruger 180 kr på et værtshus for 3 fesne vodka-æblejuice eller tager taxa hjem, fordi jeg ikke lige gider tage bussen/metro/s-tog.

Jeg må dog sige, at jeg på det seneste er begyndt at poste flere og flere penge på især behandlinger af kroppen og træning. Body-sds, massage, yogaklip er ikke helt billigt. Dertil kommer kosttilskud.

Tøj, tasker eller sko er aldrig noget jeg har brugt mange penge på. Jeg går ikke med makeup eller bruger parfume. Jeg køber sjældent bøger eller musik (mere) eller film mere og jeg går sjældent til koncerter (mere).

Det handler om prioritering. Hvor meget vil jeg det? Hvor meget vil jeg lægge til side ud af mit rådighedsbeløb? Der findes selvfølgelig gode og knap så gode behandlere derude i junglen. Men generelt tror jeg på at kvalitet - på lige det her område - koster lidt mere.




fredag den 8. marts 2013

Gratis info-aften om body-sds 5/3-13

I tirsdags var jeg til info-aften i Body-sds. Det var en spændende aften, der gav mig lyst til at prøve andre body-sds behandlere.

Foto lånt af: Kropsterapi


Vi sad i en rundkreds rundt om en briks og behandleren Daniel fortalte om body-sds systemet, hvad behandling og træning kunne hjælpe med og viste til sidst en behandling på en frivillig.

Det er super svært at forklare, hvad body-sds er og hvad det kan gøre. Så nogle gange er det godt at overvære en behandling. Det er en slags massage, hvor man går efter årsagerne og ikke symptomer. Årsagen til knæ kan f.eks. godt stamme fra andre steder end lige knæet. Samtidig er der den vigtige kobling til det psykiske.

Behandleren havde selv lidt af posttraumatisk stress, men fik det behandlet via body-sds. Stress, konfliktskyhed, hvordan man håndterer følelser, hvordan man sætter (eller ikke sætter) grænser for sig selv og sin krop etc. sætter spor i kroppen. Kroppen er ærlig. Den sladrer. Du kan have spændinger du ikke vidste, du havde. Du kan gå rundt med problemer i årevis, hvor det kommer og går uden at fys, kiropraktik, osteopat eller massage rigtig hjælper. Du kan få ondt et bestemt sted i en bestemt situation.

Body-sds er ikke terapi. Man kan snakke sammen om nogle ting. Behandleren kan sætte fokus på nogle emner, som man så selv vælger om man vil følge op på. Han/hun kan også anbefale dig at se andre behandlere, hvis han/hun vurderer at body-sds ikke er det rette for dig.

Er man blufærdig, så må man godt beholde tøjet på. Evt. bare leggins og en top. Det vigtige er at man føler sig tryg og slapper af. Der er også flere kvindelige behandlere, hvis man foretrækker en kvinde. Man ligger under et tæppe/lagen først på ryggen og bagefter på maven.

Min behandler, Anders Peter, har meget fokus på åndedrættet. Man kan ikke rigtig snakke, da man under hele behandlingen skal trække vejret på en bestemt måde (som jeg stadig kæmper lidt med). Men hos Daniel behøver man ikke gøre det.

Body-sds behandlere har samme uddannelse. Metoderne og principperne er de samme og niveauet virker generelt rigtigt højt. Men som med alle andre behandlere kan man svinge bedre med én end med en anden. Prøv dig lidt frem :-) Jeg blev i hvert fald nysgerrig efter at prøve andre behandlere.
Jeg synes det er interessant at både Daniel og Anders Peter har så afslappet et kropssprog. De virker afslappede og harmoniske i sind. Og føler sig begge i deres livs form. De træner begge cufei/pafei, som er body-sds' træning. Læs mere om det her.

Body-sds kan virke dyrt i forhold til andre behandlere. Inde i Body-sds koster en time 815 kr. Til gengæld er det virkeligt effektivt! At rende til kiropraktor eller fys i årevis med kortvarig effekt er også dyrt. Ikke at den slags behandling ikke har sin ret. For mig er det spørgsmålet om at finde den behandling, der virker for en. Hvor man får noget for pengene. Hvor der er resultater. Det er der hos body-sds.

Pigen der fik en gratis behandling for øjnene af 20 andre mennesker, fik i løbet af 15 minutter løsnet op for massive nakkespændinger. De fleste mærker bedring i løbet af 1-2 behandlinger.

Jeg kan kun anbefale at prøve det. Seriøst, så tror jeg at body-sds er noget af det bedste, jeg har gjort for mig selv og min krop. Udover at det fjernede smerterne i min ryg og gjorde at jeg igen kunne træne igen, så har det sat gang i nogle ting psykisk, som godt nok kan være skide irriterende, men fremfor alt sundt og på lang sigt noget, der kan give mig mere ro, balance mellem krop & sind og accept af mig selv.

Jeg er er Nanna Kaad evigt taknemmelig for at have anbefalet mig body-sds!


torsdag den 7. februar 2013

Body-sds # 10

I mandags lavede jeg back squat for første gang i over et halvt år. Om det var pga. det eller andet der gav mig utallige kramper i fødderne, ved jeg ikke.

Men ligeså snart jeg lå på maven (anden halvdel af sessionen), begyndte kramperne i svangen. Skiftevis højre og venstre. Eller venstre-venstre-højre. Den ene var knap færdig, før den næste startede. Nogle gange i begge fødder. Og også lige i ventre fods tæer. Hele tiden i en halv time. Prøvede virkelig at slappe af og bruge vejrtrækningen, men mine ben lettede ligesom af sig selv.

Da jeg lå for mig selv efter endt behandling, måtte jeg om og ligge på siden, da det var eneste stilling, hvor jeg ikke fik krampe igen.. Åh ja.

Det så generelt godt ud. Meget meget bedre end da jeg startede. Dog er der stadig lidt i baller, lår og fødder. Og hals.

Pga. mine mærkelig fødder har jeg valgt at skippe Styrkehold (dødløft) de to sidste torsdage i februar og i stedet tage til Grundtræning i Body-sds på Østerbro. Det er gratis i februar og især mine fødder kunne virkeligt have godt af det. Det er fra kl. 18-20 og ligger lidt dumt i forhold til aftensmad, men det går nok og mine fødder vil takke mig.

P.S. Hele min krop er afspændt og afslappet efter sådan en gang body-sds. Der er ro - også i fødderne efter de var kommet igennem alle kramperne - i krop og sind og jeg kan altså kun varmt anbefale det til alle. Man behøver ikke komme ind på det psykiske, hvis man ikke ønsker det.

Fra Body-sds siden:

"Body Self Developments System (Body-sds) er et unikt dansk behandlings-og træningssystem, der har erfaring med at behandle og forebygge det moderne menneskes skavanker.

Body-sds tager udgangspunkt i en behandlingsform, som består af specielle massageteknikker og mobiliserende ledfrigørelser, der har kraftig indvirkning på kroppens selvhelbredende egenskaber.

Som supplement til behandlingsformen indeholder Body-sds kraftfulde træningsformer, der benyttes som selvbehandling. Disse træningsformer virker styrkende på led, muskler og nervesystem, samt udrensende for indre organer." 


og

Vi har skabt forandring for mange på følgende områder:Stress, angst, traumer, gigt, forstuvninger, smerter, ømhed, piskesmæld, kold skulder, tennisalbue, museskader, ryg- og nakkeproblemer, eksem, allergi, astma, fordøjelses problemer, kroniske infktioner, nyre-og galdestensmerter.

"Samtidig benyttes Body-sds i større grad til at holde sig ved lige. Den tid man ikke bruger på sig selv nu, kan man nemt komme til at bruge på sygdom senere, hvis man ikke holder kroppen ved lige."

søndag den 20. januar 2013

Træningsprogram udarbejdet af fys

Fysioterapeuten i Crossfit Copenhagen har udarbejdet følgende program til mig:


Air squats (eller meget lette og langsomme front, back eller goblet squats)
Ring rows
Pushups
Shoulder press

Begynde til Styrkeholdene og stille og roligt begynder at øge belastningen i squat og dødløft.

Ift. de øvelser der er relevant for at styrke ryggen, skal de have fokus på øvelser hvor du ikke bevæger ryggen men i stedet skal holde den ret og neutral. Jeg anbefaler du laver øvelserne 2-3 gange om ugen.

I alle disse øvelser skal du bruge muskelkorsetmusklerne til at undgå at svaje i ryggen. Dvs. det er forbudt at ryggen bevæger sig ud over det naturlige svaj i øvelserne.

1) Rygliggende fallout (lav 2x10 gentagelser på hvert ben)

2) Heel slides (10 gentagelser på hvert ben)

3) Bensænk (2x10 gentagelser på hvert ben)

4) Hollow position (for tid) (3x så lang tid du kan holde positionen)

5) Birddog (øvelsen på knæ og hænder hvor du havde kosteskaftet på ryggen. start med kun at bevæge armene, derefter kun benene og til sidst den ene arm og modsatte ben samtidig) lav 10 gentagelser af hver progression

6) planke og sideplanke (lav 3 sæt af hver øvelse for tid så lang tid du kan holde positionen)

7) renegade rows eller plank with alternating hip touches (3x10 af denne øvelse)


Det er planen at lave de sidste 7 øvelser 2 gange om ugen (kan godt laves hjemme) resten af januar og lave de andre øvelser 1-2 gange om ugen til Open Gym. 
I februar starter jeg på Styrkeholdet om mandagen i Kirken, hvor der er squat og efter 1-2 uger vil jeg også gerne på Styrkeholdet onsdag, hvor der er dødløft. Når jeg er på Styrkeholdene, må jeg nok skrue ned for Open Gym, da der også gerne skulle være plads til mobilitet/yoga-hold :-)

Jeg glæder mig til at komme i gang!

torsdag den 10. januar 2013

Skadesforebyggende screening

Jeg må jo godt træne crossfit nu for min body-sds behandler. Men jeg har altså lidt noia for skader, idet jeg sagtens kunne forestille mig at jeg glemte at lytte ordenligt til min krop i kampens hede midt i en sej WOD (workout of the day)..

Derfor var jeg i dag forbi fysioterapeut Andreas i Trykkeriet, Kbh. NV i Crossfit Copenhagen for at få en skadesforebyggende screening.

1 time koster for medlemmer 400 kr og her blev jeg testet, først på "almindelig fysio"-måde, hvis man kan sige det sådan, og siden med diverse crossfitøvelser - hele tiden med min skade i baggrunden.

Jeg skulle bl.a. stå op og så rulle langsomt ned til gulvet og op igen; ligge på ryggen og strække benet så langt op med hovedet jeg kunne; lave en statisk hollow rock hvor lænden skulle blive i briksen.

Fik også lov til at lave front squat, kettlebell swing (8 kg og 12 kg), goblet squat (8 kg og 12 kg), knees to elbows, planke og dødløft (25 kg).



Som han kunne se det, så brugte jeg mine ben for meget og havde ofte for meget svaj i ryggen. Dette skete på bekostning af maven, hoftebøjer og balder, som altså skulle aktiveres mere.

Min teknik var generelt fin og man kunne se at jeg havde gået til crossfit et stykke tid før skaden (der startede langsomt i maj og var på fuldt blus i juli) :-)

Det var kun ved dødløft, at jeg kunne mærke det i lænden på den dårlige måde, og det kunne forbedres ved at svaje mindre og bruge baller mere. Dog skulle jeg ved alle løft starte med knap så meget vægt og have ekstra stor fokus på teknik.

Han ville anbefale Open gym (træne på egen hånd) i et par uger, evt. suppleret med Styrkeholdene (squat, press og dødløft). Vi aftalte at mødes igen om en uge, hvor han vil hjælpe mig med at strikke et program sammen til Open Gym og måske lige gentage, hvad jeg skal være opmærksom på i hvilke øvelser.

Styrkeholdene ville være gode for mig, da der var stor fokus på teknik og man selv kunne bestemme, hvor meget vægt man ville have på. Han mente squat ville være godt som det første, mens dødløft kunne vente lidt, da det godt kunne irritere min ryg lidt.

Han virkede dygtig og jeg følte mig i trygge hænder. Det er meget smart, at han selv træner crossfit og underviser i crossfit (Styrkehold) :-)

lørdag den 15. september 2012

Body-sds # 4

Første gang var jeg "som et bræt". Nu "affjedrer" jeg bedre. Jeg bruger åndedrættet bedre (giver mere plads til det), hvilket gør at man bliver bedre til at slappe af. Mine fødder slapper mere af og fjedrer bedre, hvilket gør noget ved lænden.

Han siger så mange ting og jeg kan ikke huske halvdelen. Det vigtige er nok, at det hele hænger sammen på en eller anden måde og at åndedrættet er nøglen til at løsne op for kroppen. Min krop reagerer stort set hver gang på en eller anden måde. I dag begyndte jeg at fryse og ryste. Det gjorde selvfølgelig at jeg begyndte at spænde, så vi brugte lidt tid på at få mig til at slappe af og få varmen igen.

Efter endt behandling ligger jeg ca. 5 minutter og falder ned. Jeg slapper åbenbart helt af, idet jeg falder i søvn. Det er jo godt. Til gengæld er det ikke så rart pludselig at vågne og 1 sekund ikke vide, hvor jeg er, og mærke min krop snurre og være mærkelig. Det er ubehageligt. Mærkelig krop og drømme er ikke noget, jeg er helt vild med. Svimmelhed og kvalme efterfølgende har jeg næsten vænnet mig til..

Siden tirsdag 4/9 har jeg været uden smertestillende om morgenen undtagen en enkelt dag. Jeg hylder body-sds!

søndag den 19. august 2012

Body-sds # 2 torsdag 16/8-12

Det er stadig meget fascinerende, hvad sådan en behandling kan gøre ved min krop. Jeg blev mindre svimmel   denne gang, men var stadig påvirket fysisk af det.

Behandleren "fandt ud af", at jeg nok var smidig inden under al den spændthed og stramhed.. hehe. Jo tak, smidighed er min krops stærke side. Der plejer jeg ikke at have de store problemer, selvom man selvfølgelig altid kan blive bedre. Han kom så over på hybermobilitet - hvilket jeg har lidt af i albuerne - og hvordan kroppen så er mere eftergivende og man som person kan have tendens til at have svært ved at sætte grænser og sige nej.... ! Igen var det ikke noget, han gik nærmere ind på.

Indtil nu har han ikke sagt noget "forkert" omkring min psyke/personlighed. Han har ikke nævnt noget nyt. Jeg er ikke overrasket. Men det er nyt for mig at koble min personlighed og væremåde til min krops reaktioner og kropssprog. Og så igen.. Jeg ved jo godt, der er en forbindelse. Et link. Men det er ikke noget, jeg har tænkt bevidst over før. Ikke på denne måde.

Noget andet væsenligt er, at jeg ikke skal være så bange for smerte. Når han nærmer sig et ømt område eller jeg kan mærke, det er ømt, så spænder jeg lidt på forhånd. I stedet skal jeg bruge åndedrættet til at give slip og slappe af. Dette gælder også til træningen. Den teknik kan jeg så overføre til andre områder i livet, f.eks. når jeg er til tandlæge...

Jeg har ikke tandlægeskræk, men for år siden fik jeg ordnet en tand uden bedøvelse, hvor man så ramte en nerve. Det kan min krop og min hjerne godt huske og har meget svært ved at slippe. Så når jeg er til tandlægen - selvom jeg får bedøvelse - så ligger jeg godt anspændt hele tiden, for hvis nu det gjorde ondt..


Hvilken herlig lørdag morgen

.. jeg havde i går.

Der stod jeg nemlig op og havde kun meget lidt irritation i hoften. Stort set ingen smerter! Hurra! Det var virkeligt rart og gav mig håb for body-sds og lys for enden af tunnellen etc.

Jeg tog ingen smertestillende, hvilket også var rart mentalt. Jeg har det lidt svært ved at tage pinex/ipren 1-2 gange om dagen, men man skal jo også fungere i hverdagen og der er også et arbejde at passe.

I nat har jeg så til gengæld sovet dårligt pga. ondt i hoften/bækkenet og jeg havde ondt, da jeg vågnede. Dog stadig moderat. Mere end i går, mindre end de andre dage. Det er nu til at overskue, da jeg stadig lever højt på dagen i går :-)

lørdag den 4. august 2012

Body-sds # 1

Det var vildt. Ikke så meget selve behandlingen, som kroppens reaktion bagefter.
Jeg var svimmel (den svimmelhed, jeg kan få efter at have fløjet længe og efter flyturen stadig "flyver"), havde kvalme, frøs og mine hænder rystede så meget, at jeg måtte vente lidt med at drikke vand. Der var sket noget i/med min krop. Det var helt sikkert. Senere fik jeg også hovedpine.

Body-sds behandleren Anders har lokale i Fredericiagade 6 (Kbh). Man skal ikke gå ind i den opgang, der har nr. 6, men ind til venstre for - nede i kælderen.

Man ligger på ryggen iført underbukser (man kan beholde bh på, hvis man vil) med et lagen over sig. Der er meget fokus på åndedrættet, som er dit aktive bidrag til behandlingen. Man skal trække vejret dybt ind og puste ud med lyd på, imens man giver slip på spændinger. Det skal man koncentrere sig om hele sessionen, også selvom noget gør ondt. Man skal "gå ind i smerten" ved hjælp af åndedrættet og forsøge at slappe af.
Åndedrættet voldte mig nogle problemer, idet f.eks. min hals havde tendens til at blokere lidt. Den ville ikke slappe ordentligt af. Men det kan den lære.

Generelt var min krop stram, spændt, "trukket sammen", hvilket kunne skyldes at jeg havde svært ved at give slip, at jeg havde brug for kontrol (hvilken slags kontrol kunne man selv tænke over), for hård/meget træning (crossfit....), psykiske blokeringer, for meget at tænke over. Han nævnte forbindelsen mellem psyke og krop og hvad der kunne være relevant hos mig, men han gik ikke videre ind i en analyse eller noget. Jeg ved dog godt, hvad jeg skal bruge tiden på at spekulere over. Det er privat, så der kommer ikke yderligere detaljer :-)

Undervejs fik jeg en lille krampe i højre fod.  Kramper er også tegn på, at kroppen er "utilfreds". Jeg fik besked på, at "gå ind i smerten" og bruge åndedrættet for så ville krampen/kroppen slappe af og give slip. Hvilken den gjorde, selvom det var svært for mig.

Kroppen kan begynde at reagere allerede i selve behandlingen. Jeg begyndte at fryse og min overkrop snurrede. Det er helt normalt. Så sker der noget i kroppen.

Det er ofte ubevidst, at kroppen spænder/strammer og det kan være mange års vaner, der sidder i kroppen som skal have tid til at ændre sig. Body-sds er med til at hjælpe med at blive bevidst om psyke-krop relationen og hvor man skal sætte ind, hvis kroppen skal blive bedre.

Behandlere er forskellige, og andre kan måske have en lidt anden tilgang. Min behandler snakkede uafbrudt i hele sessionen.. hehe.

Jeg blev lidt overrumplet af min krops reaktion og har besluttet mig for at afprøve body-sds. Hermed vil jeg så helt droppe/afslutte andre behandlinger imens. Body-sds viser sjældent resultat efter kun 1 behandling, så jeg vil købe 5 behandlinger (han er den billigeste behandler, jeg har set indtil videre). Derudover anbefalede han mig at gå til grundtræning og/eller cufei træning inde hos body-sds og holde pause med crossfit imens.

Hvad er body-sds?

"Body Self Developments System (Body-sds) er et unikt dansk behandlings-og træningssystem, der har erfaring med at behandle og forebygge det moderne menneskes skavanker.

Body-sds tager udgangspunkt i en behandlingsform, som består af specielle massageteknikker og mobiliserende ledfrigørelser, der har kraftig indvirkning på kroppens selvhelbredende egenskaber.

Som supplement til behandlingsformen indeholder Body-sds kraftfulde træningsformer, der benyttes som selvbehandling. Disse træningsformer virker styrkende på led, muskler og nervesystem, samt udrensende for indre organer." 


Er der nogen af jer, der har prøvet body-sds og i så tilfælde, hvad synes I om det?




fredag den 3. august 2012

Fysiurgisk massage hos Mijo # 3

Samme behandler som sidst. 45 minutter. Ligge på maven iført underbukser.
Fokus på baller, lænd, ryg helt op til nakken - da hun fandt ud af, at jeg havde spændinger hele vejen op af rygsøjlen.

Det gjorde ondt. Fysiurgisk massage er ingen wellness massage. Der bliver arbejdet med trigger punkter, bl.a. rundt om skulderbladene, hvilket var noget af det der har gjort mest ondt indtil videre. Men musklerne skulle slappe af bagefter. Jeg håber det. For det var sgu hårdt arbejde at ligge der i 3 kvarter og pruste og prøve at slappe af, mens man mest havde lyst til at råbe og flyve op i loftet. Og som bonus er man øm dagen efter.

Mijo


Massagen er en meget dybdegående klinisk massageform baseret på en bred anatomisk viden om musklernes opbygning, udspring og vedhæftninger, og når den viden omsættes til behandling viser den fysiurgiske massage sin styrke i forhold til andre massageformer.
  
Fysiurgisk massage fjerner effektivt affaldsstoffer som ophobet sig i vævet som hårde knuder – myoser. Myoser mindsker tilførslen af ilt og blod til arbejdsområdet, hvilket hæmmer musklernes arbejde, men ved hjælp af denne massage optimeres tilførslen af blod og næring til cellerne, og stofskiftet forbedres.
 
Kroppens egenskaber til at opbygge sig selv aktiveres, og kan lettere overkomme at bekæmpe affaldsstoffer, toksiner, bakterier og eventuel indtaget medicin.


Jeg har på fornemmelsen, at min meget spændte krop har brug for den slags massage det næste stykke tid.
Noget der går i dybden og virkelig tager fat. Så må jeg tage en gang wellness massage senere :-)

onsdag den 1. august 2012

Kiropraktorbesøg # 8

Fremskridt siden starten på problemerne (altså siden uge 24):

- markant mindre smerte i ben = mindre tryk på nerven
- jeg vågner ikke så tidligt mere = mindre irriteret ryg

Kiropraktor-damen lovede at sende mig øvelser til mobilisering og udstrækning, hvilket jeg ser frem til. 

Men det går stadig (for) langsomt, så hvis body-sds på fredag lover godt, så lægger jeg kiropraktik bag mig.

Jeg skulle holde øje med, hvordan min krop havde det efter behandlingen igår og min hofte/bækken gør mere ondt end i går. Det gør ondt at ligge, stå, gå og sidde - hvor jeg plejer at få en smule lindring af at gå.

Jeg har det lidt blandet med kiropraktik. Mine kiropraktorer er knalddygtige. Ingen tvivl om det. Alle der har kiropraktikuddannelsen fra Syddansk Universitet betragter jeg som meget fagligt kompetente. De ved, hvad de laver og er meget præcise, når de laver mobilisering og manipulationer. De har "kureret" større og mindre hold i ryggen hos mig via 2-3 behandlinger.

Dog synes jeg ikke, selve behandlingen er særlig rar. Det går hurtigt, men selve manipulationen og knæklydene og det at ligge i en "udsat" stilling, er ikke min favorit. Ej heller at de borer deres fingre ned i meget meget spændte muskler og helst ser, at man slapper af imens.

Derfor vil jeg nok fremover se mere til andre behandlingsmetoder, i hvert fald når det ikke er noget helt akut.

tirsdag den 24. juli 2012

Kiropraktor-besøg # 7 i denne måned

Min faste kiropraktor-mand er gået på ferie, så jeg fik en kiropraktor-dame. Det viste sig at være en behagelig løsning, idet hun fortalte mere om min situation og lyttede mere til mine fablerier.

Årsagen til mine problemer i benet og hoften/bækkenet stammer fra lænden. Den skal knækkes løs og op, før det andet kan blive bedre. Hvilket tager tid. Men det burde blive bedre snart.

Hun kunne i øvrigt konstatere - hvilket jeg selv kunne mærke - at jeg var meget spændt i lænden og oppe i ryggen.


onsdag den 18. juli 2012

Massage hos Manu Bakshi

Da jeg fik tilsendt værdibeviset fra Groupon var jeg superhurtig og gik ind og tjekkede tider hos Manu Bakshi. Derfor har jeg allerede i dag kl. 16 været til 1 times massage :-)

Efter massagen var min første tanke/følelse: "Jeg fryser." - Måske fordi jeg i en time lå iført undertøj under et lagen. Derudover fryser jeg tit efter en gang massage.

Massagen var anderledes end hvad jeg ellers har oplevet. Jeg tror, det var en slags body-sds men uden samtale/terapi-delen. Han hev, rykkede, trykkede, svingede, knækkede, manipulerede. Større bevægelser end andre massører. Jeg startede med at ligge på ryggen hvor han svingede mine arme. Han trykkede også på min mave - hvilket ikke var så behageligt - imens jeg skulle trække vejret gennem munden og slappe helt af omme i ryggen. Han kunne konstatere, at jeg var spændt langs højre underben, hvilket jo passer meget godt med at det er der, jeg har haft ondt hver morgen i over en måned nu.

Noget var lidt ubehageligt, men det var til at overskue. Det der var mest interessant for mig var, at når han holdte mit ben i en mærkelig akavet stilling og sagde jeg skulle slappe af, så troede jeg at jeg slappede af. "Slap af i lænden." Nåååh.. og så slappede jeg lidt mere af der. "Slap også af i knæet"...
Så hvis jeg tror jeg slapper af, og faktisk ikke gør det, så kan det jo godt være, jeg går rundt og spænder lidt  (?) hele tiden til hverdag. Hm.

Jeg spurgte ham i øvrigt om, hvad forskellen var på manuvision og body-sds. Det er kun navnet. Behandlingen er den samme.

tirsdag den 17. juli 2012

Body-sds og Manuvision

På wellnessdeal købte jeg for et par uger siden en body-sds session.

I dag købte jeg massage hos virksomheden Manu Bakshi gennem Groupon.
Massage-gutten (jeg tror, det er en fyr) er uddannet i Manuvision her og de har fået super gode tilbagemeldinger fra deres klienter.

Jeg er meget spændt på begge dele. Jeg har tid til body-sds torsdag næste uge, medmindre der kommer et afbud i denne uge. Massage-dealen slutter først om et par dage.


Min plan er at kiropraktor-aftalen i morgen er sidste gang, da det ikke har hjulpet på mine morgensmerter.

fredag den 13. juli 2012

Farvel fys

Jeg har været meget i tvivl om jeg skulle lave Mc Kenzie-øvelsen, som fyssen ordinerede.


Jeg lavede dem om onsdagen og delvis om torsdagen. Men jeg blev ved med at have osteopatens mening om denne øvelse i baghovedet.

I dag var jeg til kiropraktor igen (5. gang) og jeg spurgte om hans holdning til den øvelse, når jeg havde det lændeproblem, som jeg nu havde. Han mente ikke ligefrem at den ville skade mig som sådan, men han mente heller ikke den ville gavne mig. Jeg havde problemer med leddene og når jeg lavede den øvelse, ville den bare presse på  leddene på en knap så god måde. Meget i stil med det osteopaten sagde.

Kiropraktorer er ret kloge. De læser 5 år. Det er godt nok meget hurtige konsultationer - 5 minutter har de sidste max taget - og der er ikke meget "omsorg" eller samtale. Men de (i hvert fald min) virker som om de har styr på deres fag og det er så præcist, når de mærker, manipulerer og trykker.

Derfor har jeg valgt at lytte til osteopaten og kiropraktoren og har droppet at lave Mc Kenzie-øvelsen. Dermed har jeg også droppet at gå mere til den fysioterapeut. Det kunne også være, at man lige skulle nøjes med at have gang i én slags behandling af gangen... Næste tid hos kiropraktor er på onsdag.

onsdag den 11. juli 2012

Ikke mere crossfit til den dame - et stykke tid

I juni var jeg på hold 8 gange. Det er ikke meget, når man betaler for at træne over 3 gange om ugen. I juli har jeg slet ikke været på hold.

Min ryg ser ikke ud til at blive bedre foreløbigt, selvom behandlingen hos fyssen selvfølgelig kan give pote.
Derfor besluttede jeg - med sorg i hjertet - at sætte mit crossfit medlemsskab i bero i 2 måneder. Imens må den stå på øvelser fra osteopaten, fra fyssen og ellers en masse pull ups/chin ups og push ups.

Fyssen anbefalede mig at starte på deres pilates-hold, der begynder i august. Det varer 10 gange og koster 1150 kr. Jeg overvejer det.