Viser opslag med etiketten sundhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sundhed. Vis alle opslag

søndag den 26. januar 2014

Prioriteringer den næste måneds tid

Man kan ikke hele. Hverken tidsmæssigt eller økonomisk. Derfor har jeg valgt at prioritere følgende den næste måneds tid (februar med) i nævnte rækkefølge:

1. Søvn
  - slukke smartphone/pc kl. 21.30 på hverdage
  - tage 500-700 mg magnesium aften

2. Vand
  - drikke 2 liter om dagen (drikke 0,5 liter til morgenmad, frokost og aftensmad + resten fordelt over dagen)

3. Efter-træningsmåltid
  - 30 g protein og 60 g kulhydrater + stivelse af en art (det bliver nok proteinpulver + mandelmælk/vand + dadler      + brød)
  
4. Basis kosttilskud: Fiskeolie og d-vitamin (Anna Bogdanovas anbefalinger)


Indkøb:
- magnesium, fiskeolie og d-vitamin fra PurePharma
- shaker
- evt. mandelmælk

søndag den 1. december 2013

Årsager til lungekræft

Det er ikke meningen, at denne blog skal udvikle sig til at være en blog om kræft. Eller sygdomme. Men da bloggen er sundhedsrelateret, kan jeg godt lige få plads til et enkelt indlæg om lungekræft.

Der er lungekræft i min nære familie. Det er forskelligt, hvordan man reagerer på det. Selv bruger jeg tid på at læse om sygdommen (årsager, behandling etc.).

Den væsentligste årsag til lungekræft er - som de fleste nok ved - rygning.

Fra Kræftens Bekæmpelse:

"Lungekræft er en af de hyppigste kræftformer i Danmark med ca 4.280 nye tilfælde pr år."

"Mere end 90 pct. af alle tilfælde af lungekræft skyldes tobak. Risikoen øges, jo mere man ryger. En storryger har omtrent 20 gange øget risiko i forhold til en ikke-ryger

Både den mængde tobak, man ryger per dag og det antal år, man har røget, øger risikoen for at få lungekræft. 

Passiv rygning kan også give lungekræft. En ikke-ryger, der lever sammen med en ryger, har cirka 20 pct. øget risiko for at udvikle lungekræft.   

Det er aldrig for sent at holde op med at ryge. Efter man er holdt op med at ryge, falder risikoen for lungekræft år for år.



Folk må virkelig selvom, hvorvidt de ønsker at ryge eller ej. Seriøst. Man skal bare også vide at lungekræft (eller kræft i det hele taget) ikke er for sjov.

fredag den 21. juni 2013

Tag hensyn til din introverte (og ekstroverte) ven

Citat fra bogen "Introvert - stå ved dig selv" af Anna Skyggebjerg:


"Man skal ikke kaste surpriseparties efter introverte i den overbevisning, at vi ville have godt af at komme lidt ud.
Lige så lidt som vi skal overraske ekstroverte kærester med at have booket en uge på meditations-retreat, fordi vi synes, de ville have godt af at komme lidt ind." 


fredag den 14. juni 2013

Futura kosttilskud

Sponsoreret indlæg


Jeg er blevet tilbudt en Futura-pakke bestående af:

- Immunforsvar
- Tranebær
- Host let
- Silica
- Fiskeolie 1000
- Kalk + D3

Af praktiske grunde har jeg valgt at teste få produkter af gangen. I første omgang er det fiskeolien og Kalk/d-vitamin.

Fiskeolien indeholder pr 1. kapsel:
Koncentreret fiskeolie: 1000 mg
Omega-3: 540 mg
- heraf: EPA og DHA: 450 mg
- E-vitamin: 5 mg

Dagsdosis: 1-3 kapsler (100 kapsler i en bøtte)


Kalk/d indeholder pr. 2 tabletter:
- d3 vitamin: 10 ug
- calcium: 800 mg

Dagsdosis: 2 tabletter (190 tabletter i en bøtte)


Jeg er ikke sikker på, hvordan jeg ved, om produkterne virker - hvad jeg skal se efter - men det skader vel ikke at prøve, tænker jeg :-)

søndag den 9. juni 2013

At være introvert er ikke det samme som...

... at være genert.

En introvert trækker sig fordi hun er overstimuleret og/eller har brug for at lade op - alene eller i selskab med få andre mennesker.

En genert står på sidelinjen, fordi han er bange for hvad andre tænker om sig. Bange for at blive dømt.

Man kan sagtens være både genert og introvert. Men det er 2 forskellige ting.
Man kan også være genert og ekstrovert.


søndag den 21. april 2013

Interview # 2 (kvinder i træningsforløb)

Hvem: Signe, 32 år, Århus
Hvad: Kernesund Families "Kernesund og juleslank"


*Hvad er det for et forløb/program du har valgt? Hvad indeholder det? (vær gerne meget konkret: hvor længe varede det, hvor tit skulle man træne, hvilke øvelser, hvad kostede det, var der andet med i "pakken" end træning, f.eks. kost)

Jeg valgte at købe Kernesund Families dengang nyeste online kit "Kernesund og juleslank" i december. Det er et 4 ugers program, som efter jul er omdøbt til "Kernesund og slank". Programmet består af træning, meditationer, mentale øvelser og kost. Træningen er delt i 3: 1.styrketræning efter et fastlagt program, der er rimelig overkommeligt - ca. 1 time - 8 forskellige øvelser der gentages 4x12-25 gange og med 30 sek. pause mellem hver gentagelse, 2. et yin yoga program, der tager 53 minutter hvis man følger den guidede version, men som jegnu laver på 30-40 minutter efter jeg har lært øvelserne at kende og 3. interval træning i 2 udgaver, hvor jeg har valgt den hvor man skal spurte 100 m, gå 100 m i højt tempo og så spurte igen - i alt 5 gange. 

De mentale øvelser går ud på at komme i kontakt med sit indre barn og mærke sig selv - bl.a. ved at danse og kigge sig selv i øjnene og sige "jeg elsker dig". En smule grænseoverskridende i starten, men meget effektivt. Meditationerne skal man lytte til om aftenen inden sengetid, og de har været gode til at hjælpe med at komme ned i gear og slappe af. Efter noget tid begyndte jeg bare at falde i søvn, men i starten gav det nogle gode a-ha oplevelser at meditere inden sengetid.
En stor del af programmet er kosten, som er helt uden kornprodukter, mælkeprodukter, frugt, sukker og gluten. Og så er der oceaner af kosttilskud.


* Hvorfor har du valgt at følge netop dette forløb/dette program?

Det var meget intuitivt at jeg købte det. Det har tidligere fungeret godt for mig at lave en kostomlægning i december, selvom det måske lyder som en måned der er ekstra svær at ændre noget i. Og så har jeg fulgt Ninka og Kernesund familie i flere år, og har det godt med at følge den "almindelige" kernesunde kost. Programmet her er mere ekstremt end de tidligere kogebøger, og jeg tænker at jeg havde brug for at tage det et skridt videre, og se hvad der så ville ske med mig.


* Hvad var dine udfordringer i forløbet? Og hvordan håndterede du de udfordringer?

Det var primært de mentale øvelser, og det at gå fra et bevidstheds niveau til et andet. Der følger en facebook gruppe med til programmet, hvor man kan sparre med de andre deltagere, og det tog ret meget overhånd for mig i starten og blev næsten en afhængighed at skulle læse alt hvad der blev postet i den gruppe. Det var lidt en udfordring ikke at falde i "jeg gør det hele forkert" fælden og finde ro med at gøre det på min måde. Især fordi der bliver sagt flere gange, at hvis man vil have succes skal man følge det hele slavisk. Det er jeg grundlæggende uenig i, og det gav anledning til en masse gode snakke med mig selv om mine egne værdier. Jeg håndterede udfordringerne ved at mærke meget grundigt efter i mig selv hvad der var rigtigt for mig, i stedet for at knokle for at følge det meget omfattende program i alle detaljer. Og det var sådan set en af grundene til at følge programmet i første omgang - at komme tættere på mig selv - så i sidste ende giver det mening for mig, selvom det ind imellem satte mig i et dilemma omkring at følge programmet eller ej.

Mht. kosten var den største udfordring at undvære linser, bønner og "sådan noget". Hvidt mel holder jeg mig fra i forvejen, men at skulle undvære det, der ellers har erstattet de raffinerede produkter, som fx. boghvedemel i boller og pandekager, kikærter i salaten, brune ris osv, det var en udfordring. Det var ikke så slemt at undvære frugt, men i starten troede jeg vi heller ikke måtte spise bær, og det var svært - men det konkluderede vi vist, at vi godt måtte. I hvert fald spiser jeg dem. Kan man fornemme de stramme regler? De har absolut været en udfordring!


* Hvad var det vigtigste du lærte? Hvad tager du med dig? Mentalt og/eller fysisk.

Selvom jeg ikke er enig i alle dele af programmet, så må jeg konkludere at det virker. Jeg er vokset mentalt, har tabt mig og føler mig meget sundere, gladere og med mere energi end før. Det er meningen at programmet er en livsstils ændring, hvor man skal leve efter det "resten af livet". Det synes jeg er for strengt, men jeg kan godt finde på at følge det igen i en periode senere, for lige at blive boostet igen. Jeg fandt ud af, hvad der betyder rigtig meget for mig, og hvad der ikke er så vigtigt, og det er rart at vide i hverdagen.

Fysisk har jeg tabt mig over 20cm fordelt primært på mave og hofter på de 4 uger. Efterfølgende har jeg tabt mig endnu mere, men ikke så hurtigt - sikkert fordi jeg ikke har fulgt kosten slavisk. Og så har jeg lagt mærke til, at min krop begynder at "gøre ondt" på en helt bestemt måde, når den gerne vil i seng. Det har jeg aldrig mærket tidligere - der er jeg bare fortsat med at arbejde, typisk uden at få noget godt ud af det. Nu ved jeg, at når kroppen begynder at mærkes på den bestemte måde, så er der ikke mere kvalitet i noget jeg laver, og det er på tide at gå i seng. Også selvom klokken nogle gange kun er 20 om aftenen.


* Hvad kunne med fordel forbedres i forløbet?

Der er en del trykfejl i de manualer, man får tilsendt, og i stedet for at indrømme det og rette fejlene i en vis fart, var mantraet "du bliver tyk af at dømme andre og lede efter fejl". Men der stod fx. at man skulle løbe 5x50 minutter i stedet for 5x50 meter - og der gik en uge før vi fandt ud af, det var en fejl. På det tidspunkt var der i hvert fald 1 der havde løbet det der stod, og vi var mange der slet ikke kunne overskue at komme i gang med træningen af den grund - men da det viste sig kun at være 5x50 meter var det jo nemt nok. 

Et andet mantra er at udholdenheds træning giver cortisol-fedt på maven, og derfor skal undgås, så derfor synes jeg især at den nævnte slåfejl er uheldig. Sådanne fejl synes jeg er ærgerlige, og de skal efter min mening bare rettes hurtigst muligt. Måske det bare er mig, der er lidt sippet. Jeg plejer godt nok også at få at vide, at der er forbløffende få fejl i mine egne ting, men sådan synes jeg det skal være, når man tager penge for tingene - så skal der sgu ikke være slåfejl, der giver anledning til misforståelser af teksten. Især ikke når det hele er online, og man kun har teksten at forholde sig til. Men altså - det er nok i småtingsafdelingen 


* Hvordan synes du som helhed om forløbet/programmet?

Godt, og udfordrende på mange planer. Jeg følger stadig træningen, fordi den er til at overskue at følge hjemme i hverdagen. Jeg kan endda træne, selvom min 16 mdr. gamle søn er hjemme - så render han rundt og griner af mig. Det betyder meget, at det er til at integrere i hverdagen, og ikke kræver at jeg skal ud af huset på bestemte tidspunkter. Kosten synes jeg er ret streng, men det er befriende at mærke kroppen uden sukker. Og de mentale øvelser og meditationerne er gode og udfordrende, og det er nok dem, der har rykket mig mest.


* Hvad er sundhed for dig

Det er at have det godt med sig selv - at være glad indeni og glad for det, man ser i spejlet. At kunne mærke kroppens signaler, og være i stand til at følge dem. Jeg har ikke været ramt af alle vinterens sygdomme, selvom alle omkring mig har haft mindst et par dage i sengen, og det tolker jeg også som et tegn på at jeg er lidt sundere end tidligere. Og så er sundhed at have energi til dagen, og at kunne fokusere på de ting, der er vigtige for en, og ikke bare flade ud foran fjernsynet hver aften. At have overskud til at rumme at knægten smider al aftensmaden på gulvet og siger "hov", og ikke være en sur råbende kælling efter klokken 17.

søndag den 31. marts 2013

En slags sundhedsapril

Inspireret af et par søde mennesker, vil jeg til dels lave april til en slags sundhedsmåned.
Det vigtige er, at det er realistisk. Altså, noget jeg er 90 % sikker på, jeg kan holde.


Forbudt:

- chips
- alkohol
- slik (når jeg har spist de påskeæg der ligger på mit klaver), kiks


Tilladt:
- de påskeæg jeg har liggende og ellers ikke andet slik end 70 % chokolade
- kage
- is (nu spiser jeg ikke så tit is i forvejen, men hvis nu vejret bliver.. forårsvejr, så nyder jeg gerne en sorbetis af og til)

Foto lånt af: Dessert



Egentligt er det ikke så meget anderledes end nu bortset fra at jeg også skærer chips fra. Jeg er ret glad for chips, men jeg tror på at jeg kan lade være. Især hvis jeg ikke drikker alkohol.
Læs evt. mere om mine oprindelige forårsmål 2013.

Jeg er spændt på, hvordan min krop reagerer på de nye tiltag.


Har du justeret i dine nytårsforsæt/mål?


lørdag den 9. februar 2013

Pas din egen badevægt!

Her kan man læse et fint debatindlæg om, hvorvidt det nu er ok at kommentere (nedladende) på tynde menneskers udseende, når det ikke er ok at kommentere på tykke menneskers udseende. Det ene er ikke mindre sårende end det andet. Man har ikke "ret" til at kommentere, bare fordi personen er tynd/slank.

Jeg er 170 cm og vejer ca. 55 kg (55-57 kg. Det går lidt op og ned). Jeg er tynd/slank. Det er såmænd fint nok. Men det undrer mig nogle gange, når folk siger "Spis noget mere kage. Du kan jo tåle det." For det ved de jo sådan set ikke en dyt om. De ved ikke, hvor mange huller jeg har haft i tænderne. Hvordan min hud gakker ud ved for meget sukker eller hvordan jeg får hjertebanken, hvis jeg har spist for meget slik.

De ved ikke, om jeg er tynd fordi jeg IKKE spiser kage eller hvad grunden nu kunne være. De ved egentligt heller ikke, hvordan jeg har det med min krop. Om jeg er tilfreds. Om jeg måske kunne tænke mig at ændre noget. Om jeg gerne vil øge min muskelmasse, men uden at øge fedtprocenten.

Jeg elsker kage. Jeg springer sjældent et stykke kage over (eller 2 stykker.. men lad nu det ligge).  Og kage/slik/chips er forbundte med hygge/socialt samvær/nu-er-det-jo-weekend-så-skal-vi-da-liiige/man-skal-jo-også-leve. Det skal man ikke ignorere. Sådan er det for mange - inklusive mig selv. Men der sker altså intet ved at man måske ikke ligefrem opfordrer andre til at spise mere kage. Tynd eller ej. Fredag eller ej. Fødselsdag eller ej. Ferie eller ej - og hvad man nu ellers har af undskyldninger :-)

Jeg ved godt, kommentarerne som regel er venligt/sødt ment. En kompliment til min krop. Sådan tager jeg det som regel også. Men altså.. Jeg skal ikke spise mere kage, fordi jeg er tynd, fordi du måske skal passe på med mere kage, fordi du er mindre tynd.

Jeg skal ikke spise kage for dig. Eller for andre.



Foto lånt fra: Pyntekagen 

lørdag den 2. februar 2013

Karry-scrambled æg med spinat



I dag afprøvede jeg opskriften Karry-scrambled æg med spinat fra Umahro Cadogans bog "Køkkenrevolution på høje hæle".

Det er nemt at lave, kræver ikke mange ingredienser og smager dejligt :-) Jeg havde dog ikke gurkemeje og min kokosolie var vist hærdet. 

Bogen er især til:
- dem der har travlt
- dem der kan lide sund kvalitetsmad med ernæring og smag
- dem der kan lide nemme enkle retter

Umahro har også skrevet bl.a. "Køkkenrevolution for hele familien" (som jeg netop har lånt på biblioteket), "Mere køkkenrevolution fra Umahro", "Herrevolution - sådan får du styrke, potens og power" og er medforfatter på "Slip slikket". 


Han laver opskrifter efter følgende 10 bud:

1. Undgå tilsat sukker
2. Spis fuldkornsprodukter og fuldgryn
3. Spis de rigtige fedtstoffer - vær ikke fedtforskrækket
4. Spis protein af ordentlig kvalitet
5. Spis bælgfrugter, nødder, frø og kerner hver dag
6. Spis økologiske grøntsager, frugt og bær hver dag - mindst 600 g
7. Drik 1,5 liter vand/ren grøntsags- og frugtjuice/grøn te/urtete hver dag
8. Spis regelmæssigt. Spring ikke morgenmaden over. Flere, små måltider er vejen frem
9. Spis afbalancerede måltider med sundt fedt, kvalitetsprotein, "hele" kulhydrater og grøntsager 
10. Tag gerne en daglig multivitamin/mineral

Økologi/biodynamiske ingredienser er en selvfølge :-)

Mens jeg ikke kan overskue paleo (1.0 eller 2.0) endnu, så har jeg lidt overvejet at skele til Umahros 10 bud, som en slags blid overgang. Jeg har dog ikke lavet nogle mål eller strategier endnu.

onsdag den 30. januar 2013

Project Healthlocker

På siden Healthlocker kan man fra 1. februar følge 12 danskere, der deltager i et projekt omfattende kost, motion, søvn og stress.

Formålet med projektet er:

"Hvad ville der ske for en helt almindelig gruppe danskere, med ganske almindelige livsstilsproblemer, hvis de i en periode på 60 dage spiser rene, hele og naturlige fødevarer? Kan dette være med til at afhjælpe livsstilssygdomme, give bedre energi og mere velvære i dagligdagen? Er det overhovedet tilfredsstillende, at leve af disse fødevarer? Hvordan påvirker det ens sociale liv? Og ikke mindst, kan det give fysiologiske ubalancer, som en normal dansk kost ikke gør?"

Selv ser jeg frem til at følge deres udvikling, deres successer og deres tvivl, om deres tanker om og tilgang til sundhed ændres etc. De 12 personer har forskellige baggrunde og årsager til at deltage i projektet. Én har ortoreksi. Én har diabetes. Én har hudproblemer. Men alle ønsker de at ændre noget og er motiverede for det med hjælp af Healthlocker.

fredag den 11. januar 2013

Snot skal gå væk

Mens andre er faldet omkuld af influenza, har jeg gået rundt med overskud og raskhed. Helt indtil i foregårs, hvor jeg begyndte at nyse og næsen dagen efter begyndte at løbe. I ved, på den tynde irriterende måde. Nu er vi ved overgangen til det mere tykke snot. På den tykke irriterende måde der tilstopper næsen.

Det har jeg ikke tid til. Det har ingen tid til. Nogensinde. Jeg er social hele weekenden og det indbefatter bl.a. et hot yoga-besøg med en veninde, som jeg har glædet mig meget til. Ih.

søndag den 30. december 2012

Links til interessante blogindlæg

I dag er der 2 interessante blogindlæg, som jeg gerne vil dele med jer. Begge omhandler sundhed på en eller anden måde - den ene dog mere bredt end den anden.

Missfirelake skriver om helhedsorienteret udrensningskur - noget jeg godt kunne finde på at lade mig lidt inspirere af på visse områder.

Christine skriver om hvordan nogle måske bliver trætte af at høre om sundhed og forbinder sundhed med et liv i askese.


Sundhed på Gran Canaria


Indisk spiste vi meget af. Det kunne jeg godt mærke til sidst. Fik en af dagene kvalme og lige-ved-halsbrand. Generelt kunne jeg bare mærke, jeg havde indtaget for meget hvidt brød, hvide ris, smør-agtig sovs, ikke så mange grøntsager..

Morgenbuffetten bestod for mit vedkommende af: Spejlæg (hvis de ikke blævrede) eller kogte æg, toastbrød, brikmarmelade, agurk, tomat, te, juice og vand. En dag prøvede jeg deres pølser. Det var en fejl. 

Kom også til at spise lidt slik - og lidt flere chips. Og et par gode drinks. Men kun 1 is og ingen kage :-)

Så kosten var ikke det sundeste i den uges tid ferien varerede. 
Til gengæld fik jeg masser af sol, varme, frisk luft og gik ture hver dag. Som oftest 2 ture - den ene i kuperet terræn. 
Jeg fik også trænet yoga hver anden dag på vores store altan, hvilket foregik i gode varmegrader, så det næsten lugtede lidt af hot/bikram yoga. Næsten. 

Sidst, men ikke mindst var det bestemt også godt for sundhed og helbred at være afslappet, afstresset og have masser af tid og ro til at lave ingenting. 

fredag den 14. december 2012

Test af Nutrilett barer

Sponsoreret indlæg

Jeg har spist 2 af Nutrilett barerne, nemlig Premium dark chocolate + Milk chocolate & creamy caramel.
Følgende anmeldelse er dækkende for begge barer.


Premium dark chocolate:

Pr. 100 g
Energi: 1313 kj
Protein: 24
Kulhydrater: 37
- heraf sukker: 21
Fedt: 12

Vitamin c: 23 mg
Magnesium: 96 mg
Zink: 5,7 mg

Der er også andre vitaminer og mineraler i baren.



Det er en bastant bar og jeg kunne føle en vis mæthed efter at have spist den. Mætheden holdte også lidt tid, omend ikke helt til næste hovedmåltid.
Dertil kom at jeg ikke kunne abstrahere fra, at en bar skulle erstatte rigtig mad. Det føltes forkert (fordi der var så meget slik over den) og sansemæssigt utilfredsstillende.Men praktisk er det da uden tvivl.

Da jeg ikke er overvægtig og aldrig har været det, har jeg nok svært ved at sætte mig ind i den tankegang der gør, at man kaster sig over sådan en bar for at spare kcal i stedet for at købe og lave rigtig mad og tage det lange seje træk. Og så alligevel. Jeg er jo selv lidt mageligt anlagt og gider ikke/er ikke god til at lave mad. Det praktiske kan sagtens fylde meget, når man overvejer Nutrilett produkter....

Jeg ved ikke.. Det virker og passer nok til nogen.

tirsdag den 11. december 2012

Nutrilett produkter

Sponsoreret indlæg

Jeg er blevet bedt om at teste disse Nutrilett produkter. Der er 2 x shake, 2 x drik og 4 x barer. Nu  er jeg jo ikke ligefrem den mest overvægtige i verden, men jeg vil da klart teste barerne. De er ment som måltidserstatninger og kan nemt tages med som en hurtig frokost på arbejde. 

Barerne fås som Premium dark chocolate, Milk chokolate & creamy caramel, Chocolate crisp og Chocolate & berries. 


Er der nogen af jer, der har erfaring med at bruge Nutrilett i forbindelse med et vægttab?



lørdag den 8. december 2012

onsdag den 19. september 2012

Anbefaling af blog

På denne blog Missfirelake kan man både læse om kost, sundhed, skønhedspleje uden alt muligt i og få opskrifter.
Jeg er især interesseret i hendes tips til hår- og hudplejeprodukter uden parabener, parfume etc., da jeg altid kan blive inspireret og opdage nye effektive - og måske billigere - produkter.

søndag den 19. august 2012

Body-sds # 2 torsdag 16/8-12

Det er stadig meget fascinerende, hvad sådan en behandling kan gøre ved min krop. Jeg blev mindre svimmel   denne gang, men var stadig påvirket fysisk af det.

Behandleren "fandt ud af", at jeg nok var smidig inden under al den spændthed og stramhed.. hehe. Jo tak, smidighed er min krops stærke side. Der plejer jeg ikke at have de store problemer, selvom man selvfølgelig altid kan blive bedre. Han kom så over på hybermobilitet - hvilket jeg har lidt af i albuerne - og hvordan kroppen så er mere eftergivende og man som person kan have tendens til at have svært ved at sætte grænser og sige nej.... ! Igen var det ikke noget, han gik nærmere ind på.

Indtil nu har han ikke sagt noget "forkert" omkring min psyke/personlighed. Han har ikke nævnt noget nyt. Jeg er ikke overrasket. Men det er nyt for mig at koble min personlighed og væremåde til min krops reaktioner og kropssprog. Og så igen.. Jeg ved jo godt, der er en forbindelse. Et link. Men det er ikke noget, jeg har tænkt bevidst over før. Ikke på denne måde.

Noget andet væsenligt er, at jeg ikke skal være så bange for smerte. Når han nærmer sig et ømt område eller jeg kan mærke, det er ømt, så spænder jeg lidt på forhånd. I stedet skal jeg bruge åndedrættet til at give slip og slappe af. Dette gælder også til træningen. Den teknik kan jeg så overføre til andre områder i livet, f.eks. når jeg er til tandlæge...

Jeg har ikke tandlægeskræk, men for år siden fik jeg ordnet en tand uden bedøvelse, hvor man så ramte en nerve. Det kan min krop og min hjerne godt huske og har meget svært ved at slippe. Så når jeg er til tandlægen - selvom jeg får bedøvelse - så ligger jeg godt anspændt hele tiden, for hvis nu det gjorde ondt..


søndag den 12. august 2012

Inspirerende kvinder

Jeg finder stor inspiration hos disse 3 kvinder:


- giver mig inspiration til kosten og minder mig om, at man skal mærke efter, hvad kroppen kan lide.


- giver mig det nødvendige spark til at komme afsted til træning.


- hjalp mig i sin tid med min søvn via magnesium-tilskud.

Det er 3 forskellige kvinder med forskellige tilgang til kost, træning og sundhed. Jeg finder dem alle interessante, men andre er måske mere til den ene frem for den anden. Fælles er at de brænder for det, de laver. 



onsdag den 11. juli 2012

Ingen kage til den dame

Efter lidt for meget kage/muffins i sidste uge + det løse (slik, chips, juice, mojitos fyldt med sukker), er jeg nu på sukker-afvænning. Mandag og i går var lidt hårde og jeg måtte ty til rosiner og bananer for ikke at kaste mig over noget usundt. Jeg håber i dag bliver bedre.

Udover at for meget sukker/usundt selvfølgelig ikke er sundt, så kan jeg tydeligt se på min hud, når jeg er for meget ovre i den usunde side. Så selv om jeg har ferie og har slækket lidt på sukker-kravene, så skal jeg ikke bare gå amok. Der skal stadig være en vis form for disciplin, så jeg ikke dør af sukker-trang og dårlig uren hud, når jeg starter på job i uge 30 og hverdagen sætter ind.