Jeg løber som bekendt ikke. Jeg har aldrig gjort det (udover det jeg er blevet "tvunget" til via træning) og hader at gøre det. Men der er jo mange, som er vilde med det, og min kondition kan godt trænge til et lille pift.. Men altså.. Anna Bogdanova.. skriver:
- og jeg undskylder det lange citat -
"Løb indeholder, som I også skriver, rigtig mange landinger og stiller store krav til stabilisering af leddene. Stabilisering af leddene kan først finde sted, når man har kontrol over hvert enkelt led involveret i bevægelsen, i hele bevægebanen og i flere forskellige hastigheder. Er de ting ikke på plads, vil musklerne omkring disse led ikke fyre af hensigtsmæssigt, hvilket vil føre til kompensationer og skader.
Fordi løb hører under kategorien "plyometri", dvs. en aktivitet der indeholder bevægelser, hvor man hurtigt går fra eccentrisk til koncentrisk fase, skal man have rigtig god bevægelighed, stabilitet og evnen til at aktivere de hensigtsmæssige muskler på de rigtige tidspunkter, for at kunne løbe uden risiko for skader. De færreste motionister med et stillesidende job i hverdagen har forudsætningerne på plads for at kunne løbe korrekt (primært dårlig bevægelighed i ankler, knæ, hofter og rygsøjle). Det resulterer typisk i løb, hvor man finder bevægelsen i rygsøjlen, frem for hofterne - hvilket på ingen måde er hensigtsmæssigt.
Det er altså markant mere teknisk og udfordrende at løbe, end at cykle og ro. Ja - stød er godt for at stimulere knoglemasseøgning, men kan man ikke kontrollere stødene (jeg har endnu ikke set en motionist i min praksis, der kan), så kan man se frem til skader, stor belastning på kroppen - som stresser kroppen så meget, at det sagtens kan spænde ben for et fedttab.
Andre faktorer, der spiller ind, er at de fleste løber i sko, der støtter foden for meget og ikke giver den mulighed for at bevæge sig. Hvilket resultere i låste led i foden, samtidigt med at andre led bliver udsat for større belastning. Løbeskoen fremmer en i princippet unaturlig teknik (fra hæl til forfod), hvilket udsætter talo-calcaneus leddet for utallige låsninger og resulterer i slukket baglårsmuskulatur - igen uhensigtsmæssigt, da de fleste korsbåndsskader opstår pga. en ubalance mellem forlår/baglår, altså når forlåret overtager det meste af arbejdet. Jeg har skrevet mere om netop det her:
http://www.annabogdanova.dk/?p=431
Sidste ting, jeg vil nævne her, er løb på løbebånd, som mange tyr til, især når det bliver lidt køligere i vejret. Det er bare ikke rigtigt for nervesystemet, og kort fortalt - så giver det slappe balder, fordi man ikke udfordrer dem på løbebåndet - så man overbelaster igen forlåret og hoftebøjerne. Herudover, så vil alle, man sætter på løbebåndet pronere, eftersom kroppen bliver stresset, når den er udsat for neuralt forkerte stimuli, og så bliver man derefter anbefalet sko med mere støtte, og så kan vi komme tilbage til sko-problematikken nævnt ovenfor.
Mere om det her:
http://www.annabogdanova.dk/?p=526
Elsker man at løbe, så vil jeg varmt anbefale at sætte sig ind i forfodsløb - se evt. denne side for mere inspiration: www.runfree.dk, og google/you tube "barefoot running". Herudover - træn præcis ledbevægelighed efter Z-Health systemet og invester i et par Fivefingers eller Nike Free for markant bedre løb."
Så umiddelbart tror jeg, at jeg holder mig til cykling og roning, hvis det handler om at forbedre min kondition..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar