Her i min vinterferie er jeg åbenbart fyldt med energi og overskud, så jeg havde booket mig til et Iyengar morgenhold i Yogacentralen på Frederiksberg kl. 7.30..
Jeg har muligvis prøvet iyengar elementer på holdene hos Jenni om søndagen, men ellers er jeg helt blank på den yogaform.
Vi var kun 3 på holdet, hvoraf den ene er yogatræner. Et lille hold hvor der var rig mulighed for at blive rettet til og forbedret.
Vi lavede en bunke statiske øvelser, bl.a. hvor man har den ene fod ind mod væggen (altså hele ydersiden af foden) og står i en bredstående stilling, hvorefter man strækker ud over benet, der ikke står mod væggen. Den stilling har sikkert et navn...
Der var også en øvelse, hvor vi skulle sidde op af en stol. Sidde på knæene helt ind til stolen. Lårene og bækkenet lodret. Og så langsomt skyde brystet frem og skuldrene tilbage. Hænderne er først på korsbenet (tror jeg nok) og bagefter langsomt ned under ballerne. Hovedet ser lige frem. Til sidst kommer hænderne ned på den blå pølle, som ligger på lægmusklerne. Og så hovedet.
Det var en meget anstrengende og krævende øvelse for mig og selvom træneren kom hen og holdte mit hovede, så havde jeg svært ved at holde "bredde mellem øjenbrynene" og trække vejret roligt. Plus jeg svedte som en lille kamphest!
Men det var super godt og hun var virkelig dygtig. Kropskontrol og kropsbevidsthed.
Desværre har hun kun dette ene morgenhold, så jeg kommer ikke til at opleve hende særligt tit.
Dog blev jeg overbevist helt om, at jeg vil prioritere yoga noget mere. Crossfit er stadig min "hovedsport", men min krop har bestemt godt af yoga et par gange om måneden som supplement. Især på små intime hold som der er i Yogacentralen :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar