søndag den 2. februar 2014

Evaluering af Balder uden buler

Evaluering af Balder uden buler, der er udarbejdet af Anna Bogdanova.


Mig:

Højde: 170 cm
Vægt: Ca. 55 kg (plus-minus et par kg. Nok mest minus)
Alder: 38 år
Ingen børn
Træningsbaggrund: 2010-2013: crossfit. Sideløbende har jeg lavet mere yoga og derudover snuset lidt til Annas 1200x hold i foråret og hen over sommeren 2013.


Movitation for at købe programmet:

- styrke baldemuskel med henblik på at:
- aflaste lænden (som jeg tidligere har haft problemer med)
- mere muskelmasse
- kunne træne alene
- træne med kettlebells
- træne efter overskueligt skånsomt program med progression
- øget kropsbevidsthed
- lære at træne uden om skader og undgå skader


Praktisk:
- Jeg startede 21/11 med dag 2, uge 1 (sprang dag 1 over) og tog sidste træningsdag 29/1-14.
  Programmet strakte sig altså for mig over ca. 10 uger inkl. 1 uges ferie, hvor jeg stort set ikke trænede

- Der var kun fokus på træning. Kostdelen var slet ikke en del af mit program, herunder efter-træningsmåltidet (hvilket var mindre klogt, men så lærte jeg det)

- Jeg brugte 12 kg kb under hele forløbet

- Jeg trænede primært om morgenen på tom mave (mellem kl. 6 og kl. 7) og nogle gange torsdag eftermiddage. 

- Jeg tog fotos hver uge bagfra, forfra og hver begge sider

- Jeg kørte efter Quick start, hvor jeg ikke læste alt igennem først, men mest så på de 5 styrketræningsregler, opvarmningsflowene og så på øvelserne uge til uge.


Programmet:

Balder uden buler er bygget op omkring 8 ugers træning.
Uge 1-4: 4 træninger om ugen af 10-20 minutters varighed + opvarmning. Fokus på at vække og styrke kroppen.
Uge 5-8: 3 træninger om ugen af 12-22 minutters varighed + opvarmning. Fokus på fedtforbrænding.

Der er forslag og tips til op- og nedskaleringer.

Og så er der tonsvis af information derinde. Lydfiler, videoer, tekst. Både til træning og til kost. 




Hvad blev jeg bedre til?

- samtlige øvelser (men især clean, som jeg ikke havde lavet særligt meget før programmet)
- at træne alene derhjemme
- at lytte til min krops signaler
- at bruge hofter og balder mere bevidst og hensigtsmæssigt


Hvad lærte jeg?

- at det er ok at tage færre gentagelser/skære ned på tid eller runder, hvis kroppen er tung eller jeg mentalt ikke er tilstede - eller ligefrem springe træning helt over. Jeg tog rigeligt med pauser og nedskalerede en del og alligevel ændrede min krop sig markant.

- at det ikke må gøre ondt at træne

- at det stadig er god og effektiv træning, selvom jeg ikke er ved at kaste mine lunger op eller jeg ikke træner til failure - ok, det var ikke som sådan ny læring, men noget der bare har taget tid for mig at indse og tage til mig mentalt

- at jeg skal mene hver gentagelse (den skal være eksplosiv og fyldt med overskud)

- at god effektiv træning ikke behøver vare lang tid

- at jeg kunne gennemføre et 8 ugers træningsprogram på egen hånd (jeg er faktisk ret stolt!) - øget selvtillid i forhold til træning

- at det faktisk var muligt at tage flere gentagelser af en øvelse, jeg tidligere på ugen havde kæmpet med

- hvordan hele kroppen skal samarbejde og bliver trænet i de forskellige øvelser, f.eks. at mit hovede ikke skal flytte sig til siden, når jeg laver press eller at min hofte ikke må rotere, når jeg laver renegade rows. Det kræver kropsbevisthed og den er blevet øget

- at min kondition stadig er mit svage punkt

- at press og renegade rows var mine største udfordringer rent styrkemæssigt (især venstre arm)

- at clean var min største udfordring mht. teknik (den driller mig stadig)

- at kb bare er sjov træning. Jeg har købt en 16 kg competition kb, som skal bruges i næste runde Balder uden buler. 

- at et nøje planlagt træningsprogram med progression giver mening for mig. Jeg kunne se og mærke, hvordan jeg blev stærkere og kunne lave flere øvelser på samme tid eller lave samme antal gentagelser med kortere pause etc. 

- at træning i sig selv er nok til at give mig resultater, men at jeg blev nysgerrig efter at gøre noget ved kosten også - med små skridt. 


Hvordan ændrede min krop sig?

- fra uge til uge kunne jeg se små ændringer:
- mine balder blev rundere og blev løftet op
- min rygmuskler blev mere synlige
- mere markerede øvre mavemuskler
- tror også arme og ben er blevet mere markerede


Hvad synes jeg generelt om programmet?

For mig personligt var Balder uden buler alle pengene værd. 

Udover de synlige resultater på min krop, så synes jeg programmet er overskueligt bygget op. Både mht. tidsforbrug og de enkelte dage og uger. 
Progressionen er tydelig, men ikke overvældende og der er instruktion til alle øvelserne. 
Der bliver gjort meget ud af, at det ikke må gøre ondt og at det er ok at erstatte øvelser med andre eller skære på tiden etc., hvis man kan mærke at kroppen har brug for det. 
Især det med at mærke efter er vigtigt, når man træner selv. 
Programmet lægger op til, at det er retningslinjer, som kan justeres efter individuelle behov. Man SKAL ikke følge det slavisk for at få resultater. Det er OK at nedskalere og det må gerne gøres, uden man dunker sig selv i hovedet over at man gør det. 

Der ligger som nævnt meget information derinde, og hvis man synes man ikke lige kan overskue det hele, så kan jeg varmt anbefale Quick start. Man kan altid vende tilbage og tjekke, hvis man bliver i tvivl om noget. Den meget information må ikke hindre dig i at komme i gang :-) 

Jeg kendte en del af øvelserne i forvejen og det gjorde det noget nemmere for mig at komme i gang. Måske er det sværere, hvis man ikke er vant til at træne, især hvis kropsbevidstheden ikke er helt i top. Det har været min eneste bekymring, men efter at have set diverse videoer af træningssæt af andre kvinder må jeg erkende, at de fleste faktisk klarer den ganske godt med lidt korrektioner fra Anna. 

Jeg er ikke i tvivl om, at Balder uden buler er effektivt og hvad det har gjort for mig. Men vi er også alle forskellige og alt efter temperament kan det sagtens være, at nogen ville foretrække en anden tilgang til træning og kost. Hvis man vil have et spark i rumpetten eller vil tvinges ud af komfortzonen eller er til "Du skal bare gøre det. Kom i gang.", så skal man måske vælge et andet program og/eller en anden coach/træner. 


Da jeg ikke har fulgt nogen af kostguiderne, kan jeg naturligvis ikke sige så meget om det. 


Bonus:

På Facebook kan man deltage i 1200x & Balder uden buler-gruppen, hvor man får støtte og opmuntring og gode råd både af de mange søde kvinder, der er derinde, men også af Anna Bogdanova. Hun svarer og kommenterer virkeligt meget - helt gratis og helt frivilligt - og det er en stor gevinst at være i den gruppe som supplement til programmet. Tonen er god og ingen skælder ud. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar