lørdag den 11. maj 2013

Vinyasa yoga i Hamsa Yoga

Nogen af jer der har gået/går til yoga i Hamsa Yoga?

Jeg har et stykke tid tænkt mig at prøve stedet, da jeg fik det anbefalet af en mobilitetstræner, da jeg søgte yogasteder, hvor der også var vægt på det mentale/spirituelle. Desuden er det et af de billige yogacentre.

Jeg har købt 3 introklip til 200 kr. Vil du træne ubegrænset, koster det kun 400 kr. om måneden, hvilket er billigt i yogakredse! Jo, det er. Dyrt i forhold til Fitness World, men billigt sammenlignet med yogacentre.

Hamsa Yoga ligger i en baggård på Nørrebro. Det ligner en skurvogn/pavillion - det er det nok også - og omklædningsrummet er halvåbent. Der er en reception (noget som Yogacentralen på Frederiksberg mangler) og en lille lounge, toilet og 2 yogasale.

Det virker som om holdene er populære, for de er ofte helt bookede.

Selve vinyasatimen var fin. Der var en masse flow i starten og bagefter statiske stræk. Underviseren viste ikke øvelserne, men gik rundt og guidede verbalt på engelsk. Jeg kendte vist alle øvelserne og kunne følge ok med. Fik varmen og begyndte at svede i det overfyldte rum.

Vi var ekstremt tætpakket med ca. 6 cm mellem måtterne og udover at man ikke kunne lave nogle af øvelserne ordentligt pga. pladsmangel (svært at strække benet til højre, når der er en væg lige ved siden af), så kunne underviseren ikke nå rundt og rette på folk. Men det var måske heller ikke meningen.

Jeg har stadig 2 klip tilbage, men det skal være virkeligt godt, før jeg kan ignorere at man ligger som sild i en tønde (som til Bikram Yoga på Nørrebro) og at underviseren ikke kan nå rundt og rette på folk.

Måske er jeg for godt vant, men jeg foretrækker klart mindre hold, hvor jeg er sikker på at jeg ikke er "overladt til mig selv og bare skal hænge på". Der skal være plads, så man ikke hele tiden skal spejde til sidemanden for ikke at smække hende en på siden af hovedet og så man faktisk kan udføre en øvelse ordentligt.

Måske ligger man bare tæt til yoga?? Måske er jeg bare for sart med for stor en intimsfære? Hm.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar