Det var vildt. Ikke så meget selve behandlingen, som kroppens reaktion bagefter.
Jeg var svimmel (den svimmelhed, jeg kan få efter at have fløjet længe og efter flyturen stadig "flyver"), havde kvalme, frøs og mine hænder rystede så meget, at jeg måtte vente lidt med at drikke vand. Der var sket noget i/med min krop. Det var helt sikkert. Senere fik jeg også hovedpine.
Body-sds behandleren Anders har lokale i Fredericiagade 6 (Kbh). Man skal ikke gå ind i den opgang, der har nr. 6, men ind til venstre for - nede i kælderen.
Man ligger på ryggen iført underbukser (man kan beholde bh på, hvis man vil) med et lagen over sig. Der er meget fokus på åndedrættet, som er dit aktive bidrag til behandlingen. Man skal trække vejret dybt ind og puste ud med lyd på, imens man giver slip på spændinger. Det skal man koncentrere sig om hele sessionen, også selvom noget gør ondt. Man skal "gå ind i smerten" ved hjælp af åndedrættet og forsøge at slappe af.
Åndedrættet voldte mig nogle problemer, idet f.eks. min hals havde tendens til at blokere lidt. Den ville ikke slappe ordentligt af. Men det kan den lære.
Generelt var min krop stram, spændt, "trukket sammen", hvilket kunne skyldes at jeg havde svært ved at give slip, at jeg havde brug for kontrol (hvilken slags kontrol kunne man selv tænke over), for hård/meget træning (crossfit....), psykiske blokeringer, for meget at tænke over. Han nævnte forbindelsen mellem psyke og krop og hvad der kunne være relevant hos mig, men han gik ikke videre ind i en analyse eller noget. Jeg ved dog godt, hvad jeg skal bruge tiden på at spekulere over. Det er privat, så der kommer ikke yderligere detaljer :-)
Undervejs fik jeg en lille krampe i højre fod. Kramper er også tegn på, at kroppen er "utilfreds". Jeg fik besked på, at "gå ind i smerten" og bruge åndedrættet for så ville krampen/kroppen slappe af og give slip. Hvilken den gjorde, selvom det var svært for mig.
Kroppen kan begynde at reagere allerede i selve behandlingen. Jeg begyndte at fryse og min overkrop snurrede. Det er helt normalt. Så sker der noget i kroppen.
Det er ofte ubevidst, at kroppen spænder/strammer og det kan være mange års vaner, der sidder i kroppen som skal have tid til at ændre sig. Body-sds er med til at hjælpe med at blive bevidst om psyke-krop relationen og hvor man skal sætte ind, hvis kroppen skal blive bedre.
Behandlere er forskellige, og andre kan måske have en lidt anden tilgang. Min behandler snakkede uafbrudt i hele sessionen.. hehe.
Jeg blev lidt overrumplet af min krops reaktion og har besluttet mig for at afprøve body-sds. Hermed vil jeg så helt droppe/afslutte andre behandlinger imens. Body-sds viser sjældent resultat efter kun 1 behandling, så jeg vil købe 5 behandlinger (han er den billigeste behandler, jeg har set indtil videre). Derudover anbefalede han mig at gå til grundtræning og/eller cufei træning inde hos body-sds og holde pause med crossfit imens.
Hvad er body-sds?
"Body Self Developments System (Body-sds) er et unikt dansk behandlings-og træningssystem, der har erfaring med at behandle og forebygge det moderne menneskes skavanker.
Body-sds tager udgangspunkt i en behandlingsform, som består af specielle massageteknikker og mobiliserende ledfrigørelser, der har kraftig indvirkning på kroppens selvhelbredende egenskaber.
Som supplement til behandlingsformen indeholder Body-sds kraftfulde træningsformer, der benyttes som selvbehandling. Disse træningsformer virker styrkende på led, muskler og nervesystem, samt udrensende for indre organer."
Er der nogen af jer, der har prøvet body-sds og i så tilfælde, hvad synes I om det?
Hvor er det bare vildt (og lidt chokerende), at der kommer så mange forskellige reaktioner. Endda mens du bliver behandlet. Og spændende (og nok også meget logisk egentlig) med forholdet mellem psyke og krop.
SvarSletHvor længe blev efterreaktionerne så ved? Jeg er ret fascineret. :)
Jeg har været træt i dag, men det behøver ikke have noget med behandlingen at gøre.. Jeg sov ikke så godt pga. ondt i hoften/bækkenet. Så i dag har jeg vel egentligt haft det ok. Hovedpinen var sidste reaktion i går, som kom ved 17-18 tiden (men i princippet ved jeg ikke, om hovedpinen var en reaktion..)
SvarSletForholdet mellem psyke og krop giver meget mening, synes jeg. Nok også det der gør - udover min krops reaktion - at jeg vil give det en fair chance. Farvel kiropraktor!