lørdag den 10. november 2012

Paleo.. Skal-skal ikke?



Jeg har læst en del om paleo det sidste års tid. Hver gang jeg læser eller hører om det, er min altoverskyggende reaktion "Det kan jeg da ikke." - kan variere med "Det er helt uoverskueligt." eller "Det er for mange fravalg." Tanken om at undvære slik/chips/kage, ris, pasta, kartofler, brød får mig til at se både skeptisk og sørgmodig ud. Haha.

Samtidig kan jeg jo se, at mange med store fordele har kastet sig over paleo. Det er ikke længere fravalg, men derimod tilvalg at spise paleo. Tilvalg af velvære, sundhed, energi etc. Derfor er jeg også nysgerrig.

For mig er det vigtigste, at jeg finder en kost (og træning), der passer til lige netop mig. Fordi paleo/stenalderkost og f.eks. crossfit er meget populært lige nu, betyder det ikke automatisk, at det så også er godt for mig.

For at finde en kost, der passer til mig, må jeg også se på, hvad årsagerne er til, at jeg vil ændre i min kost. Hvad der kunne motivere mig til at skære noget bort, skære ned på noget, spise mere af noget andet.
Derfor er jeg ved at overveje, hvad der er motiverende for lige netop mig. Listen er ikke færdig og rækkefølgen skifter sikkert med tiden:


# 1: Mere energi (mindre træt):
Min træthed er mindre udtalt efter jeg er begyndt at tage Life Pack fra det norske firma Eqology, men jeg kan stadig gå kold på sofaen kl. 19 om vinteren, hvilket irriterer mig meget.



Det har også hjulpet på min energi, at jeg tager magnesiumtilskud om aftenen efter anbefaling af Anna Bogdanova. I alt tager jeg ca. 600-700 mg,  som gør at jeg vågner færre gange og ikke er oppe at tisse (hver nat).

# 2: Mindre oppustet (den gode mæthed):
Jeg er mere eller mindre holdt op med at spise pizza (og pommes frites), fordi jeg bliver oppustet af det. Jeg er slank af natur, men jeg kan godt ligne en gravid i 7. måned efter en gang pizza. Dertil har jeg det bare underligt i kroppen. Jeg har det ikke godt, når jeg har spist det og efter at være nødt til at teste en del gange, om det nu også var rigtigt, har jeg endeligt erkendt at pizza bare ikke er min krops ven. Mere.

Men jeg er generelt bare oppustet i løbet af en dag og jeg ved godt, at f.eks. mine elskede ris kunne være en af skurkene.



# 3: Mindre eksem:
Jeg har eksem på mit højre lår. En hudlæge satte mig på hormoncreme. Når jeg tog det hver eller hver 2. dag, blev det holdt nede. Jeg er ikke sikker på, jeg gider smøre hormoncreme på så tit resten af mit liv + det klør som en sindssyg i perioder. Flere har fortalt, at eksem blev mindsket eller helt forsvandt efter omlægning til paleo, og det tiltaler mig faktisk en hel del. Især fordi jeg er den type, der ikke bare kan holde op med at klø. Især ikke i noget som har en "ru overflade". Ru, knoppet, rød, tyk overflade. Klø-klø-klø.


Har du ændret omfattende på din kost og hvad var din største motivation?


4 kommentarer:

  1. Jeg prøvede paleo i to uger og indførte så feta og smør - skulle nok have kørt den i fire uger, men jeg fandt det svært at få nok fedt ind. Og jeg fandt ud af, at min krop har det okay med mælkeprodukter.

    Nu spiser jeg nok mere primal (http://www.marksdailyapple.com/primal-blueprint-101/#axzz2BtYY4KjZ - det er paleo + fuldfede mælkeprodukter), men jeg går ikke så meget op i at putte mærkater på ting. Den største ændring er nok, at jeg spiser ikke korn mere, så ingen oppustethed eller overspisning, hurra! Energiforbruget, som før kom fra kulhydrater, er blevet erstattet med fedt nu, og det kan jeg meget bedre lide.

    Jeg har også haft kronisk eksem på mine fingre siden mine teenageår og har brugt Elocon, en rimelig stridig hormoncreme, mod det. Selvom det er blevet koldere og tørrere i vejret nu - hvilket får min eksem til at gå amok - så har jeg ikke skulle bruge cremen siden jeg skar kornprodukter og sukker væk (selvfølgelig er jeg ikke hellig - ryger også i til en omgang pizza og sushi eller chokolade engang i mellem, men det er de der 90/10-principper igen). Utroligt lækkert. Ellers mærker jeg ikke nogen ændringer som så, andet end at min protein- og fedtrige morgenmad holder mig godt kørende sammenlignet med en korn-morgenmad.

    Du kan måske prøve the Whole 30 Challenge, hvilket er en måned på strict paleo: http://whole9life.com/2012/08/the-whole30-program/ - en god måde at resette kroppen og se, især når du har eksem.

    SvarSlet
  2. Det er lige præcis Elocon, jeg også har liggende til mit eksem. Jeg har ikke brugt det i over et halvt år og har i stedet kradset og kløet..

    Mht. Whole 30 har jeg godt luret lidt på det, men det er simpelthen - lige nu - et for omfattende program. En virkelig stor omlægning. Jeg er meget til de små ændringer. Ændringer som til gengæld holder i det lange løb.

    Min morgenmad er uden korn og har været det længe (til gengæld er der skyr). Jeg forsøger også at holde min frokost uden brød og pasta (for nu at starte et sted), men her på det sidste er den skredet lidt i svinget.
    Min udfordring til mig selv kunne være at holde min frokost/madpakke uden brød, pasta, ris og kartofler. Og så huske at forberedelse betyder alt! Der skal være planlagt, hvad jeg skal have med og der skal være købt ind til det. Forslag til madpakken vil også være en fordel, så jeg ikke - igen - går død i tunsalat og kyllingsalat. Og så skal det fremfor alt være nemt (jeg er ikke nogen ørn i et køkken for at sige det mildt). Ligeså nemt som at tage rugbrød med.

    Ja. Jeg vil have fokus på min frokost igen :-)

    SvarSlet
  3. Har forsøgt mig med Paleo i lidt over 2 måneder - det har haft mange positive effekter, som du nævner med overskud, energi, oppusthed forsvinder osv.

    Desværre er det utrolig svært, at få nok kalorier indenbors. Jeg synes, at jeg taber mig alt for meget og alt for hurtigt - er gået fra at veje 93 kg til at veje 83 kg. Desværre er størstedelen muskler :(

    SvarSlet
  4. Dejligt med de gode ting, der er fulgt med paleo! Men æv med dit ikke-planlagte vægttab. Træner du meget? Og spiser du nok fedt?

    Jeg vil helst ikke tabe mig nemlig. Ifølge Bodyschool-konceptet - som jeg har blogget om - må tyndfede (som jeg nok selv er) godt give den gas med kulhydrater efter træning. Også de "slemme". Jeg kan godt lide at Bodyschool tager udgangspunkt i, at vores kroppe er forskellige og alt afhængig af hvor meget eller hvor lidt fedt og muskelmasse man har, så skal man træne og spise forskelligt.

    Når det så er sagt, så er kosten meget paleoinspireret.

    Vil du justere i kosten, hvis du bliver ved med at tabe dig? Og på hvilken måde?

    SvarSlet