I går skulle jeg have besøgt et familiemedlem, som er ramt af alvorlig sygdom. Men pga. vedkommende har nedsat immunforsvar og jeg selvfølgelig var blevet godt og grundigt forkølet, valgte jeg at udsætte besøget. Mit hjem var beslaglagt, så jeg måtte finde på noget ude i byen. I starten stressede jeg lidt over det. Jeg er ikke så god til at tage hurtige beslutninger - eller spise alene ude - men det gik stille og roligt over.
Jeg startede med en sen frokost på en thailandsk restaurant. Forret og hovedret. Derefter gik turen i biografen (hvor jeg trods en lille bille slikpose endte med et godt lag belægning på tænderne). Klokken var ikke så mange endnu, så jeg travede hen til et af mine yndlingssteder i København, nemlig Maude's på Gl. Kongevej.
Grunde til jeg kan lide at være på Maude's:
- der er altid folk, men aldrig proppet
- jeg kan altid finde et roligt lille hjørne
- man kan købe hvid te
- der er hyggestemning og bløde stole
Men der er ikke billigt! En lille kande hvid te, en muffin og en over-standard-flødebolle koster over 80 kr. Så er det sagt.
Klokken var stadig ikke så mange, og det var vist også tid til et måltid igen. Jeg endte på den vietnamesiske restaurant Saigon Quan på Godthåbsvej, hvor jeg spiste en dejlig oksenudelsuppe.
Det var sådan en suppe, hvor man selv puttede mynte og spirer på - og det chili man nu kunne tåle.
Se, det er en suppe, jeg egentlig synes er ret svær at spise. Der er en ske og 2 pinde. Der er noget flydende, noget glat (nudlerne) og så kødstykker, der måske er for store til at spise i én mundfuld. Men jeg vælger den alligevel, fordi jeg elsker nudelsuppe :-)
Aftenen blev god fordi:
- jeg blev i nærområdet
- jeg kun tog steder hen, jeg havde været før og hvor jeg følte mig nogenlunde tryg (f.eks. vidste at der ikke var proppet med folk)
- jeg vidste jeg til enhver tid kunne tage hjem (der ville bare være gæster og jeg skulle være i soveværelset)
- jeg havde en god bog med (og en lille bille smartphone)
- jeg fik lov til at sidde i fred og ro alle stederne
Ingen kommentarer:
Send en kommentar