Hvorfor lige dynamic yoga?

Jeg er blevet forholdvis tiltrukket af dynamic yoga på det sidste. Jeg synes det passer så glimrende sammen med Anna Bogdanovas filosofi og den tilgang hun har til træning: Det må ikke gøre ondt.

På  Helene Krenchels blog kan du læse et indlæg om dynamic yoga og herunder om Birgitte Gorm Hansen.

Der står bl.a.:

"I de fysiske stillinger ser vi sådan på det, at det er helt fint at mærke sine led og muskler, men de skal være i sikkerhed og kunne åbne sig og give slip. Ønsker du fx at åbne dit hofteled, åbner det sig egentlig ikke ved, at du strækker musklerne omkring hofteleddet helt vildt, for det bliver du bare smidig af, men den dybe spænding omkring hoften er ikke blevet forløst. Et led giver slip og åbner sig ved, at musklerne i hele kroppen lærer at arbejde sammen og støtte op om leddene sådan, at de kan blive frie og mere mobile uden smerte eller skader."

og 

"Grundlæggende kan du sige, at når du laver en fysisk øvelse,  der gør ondt, skaber dit nervesystem et alarmsignal, og det svarer din hjerne på ved at danne endorfiner. Disse smertedæmpende stoffer trækker vi mennesker typisk på, når der er fare på færde, og vi har brug for superkræfter. De giver os også en behagelig følelse af at være ”høje”, glade i låget eller… forløst, som du kalder det. Men de gør os også en lille smule følelsesløse, så vi faktisk ikke mærker kroppen helt skarpt og klart i vores yogapraksis.

Så, vi ønsker at undgå den situation, hvor jeg som lærer presser dig, så det gør ondt, og så du udløser endorfiner, som giver dig et ”rush”. "

Kan meget godt lide idéen om, at man skal undgå smerter, da det - via endorfiner - kan forhindre os i at mærke kroppen (og herunder at tage vare på den). At det ikke behøver være No pain, no gain.